Høje temperaturer i Japan har fået fatale konsekvenser. To mennesker er døde på grund af heden, og hundredvis er blevet indlagt på hospitalet.
En 74-årig kvinde kollapsede, da hun arbejdede i et drivhus i Chiba-præfekturet knap 50 kilometer øst for hovedstaden Tokyo. I Ibaraki, der ligger 120 kilometer nordøst for Tokyo, døde en 61-årig kvinde, da hun kollapsede i sin have.
I Hiroshima er en mand i livsfare, da han kollapsede i nærheden af en flodbred. Han var bevidstløs, da han blev kørt til hospitalet.
- Han har angiveligt fået et hedeslag, siger en lokal redningsarbejder til nyhedsbureauet AFP.
Flere end 300 mennesker er ifølge den japanske public servicestation NHK blevet behandlet på hospitalet, efter at temperaturen i flere japanske byer har passeret 30 grader. I det centrale Tokyo er der målt 33 grader, og i Tatebayashi nord for hovedstaden er der målt 36 grader.
/ritzau/AFP