Hedebølge: Brændvarm juni
Den globale opvarmning sætter igen nye rekorder. Jorden er på vej mod varmeste år siden målinger begyndte.
Juni måned var den varmeste af sin slags, siden man er begyndt at måle temperaturer globalt. Arkivfoto
Juni måned var den varmeste af sin slags, siden man er begyndt at måle temperaturer globalt. Arkivfoto Colourbox


De første seks måneder af 2015 blev tilsammen det varmeste første halvår, der er målt på Jorden, siden målingerne begyndte i 1880.

Det viser en ny rapport fra USA's Nationale Ocean og Atmosfæriske Administration (NOAA).

Rekorden blev løbet i mål af en meget varm juni, der globalt var 0,88 grader celsius varmere end gennemsnittet i det 20. århundrede.

- Den globale gennemsnitstemperatur over både land og hav i juni 2015 var den højeste for en juni måned siden 1880, skriver NOAA i en meddelelse.

Dermed slår juni 2015 den hidtidige rekord, der blev sat sidste år. Rekorden for det varmeste første halvår slettede en fem år gammel milepæl fra 2010, hvor der i gennemsnit blev målt 0,85 grader celsius mere end i 1900-tallet.

I januar meddelte NOAA og det amerikanske rumagentur Nasa, at 2014 var det varmeste år, der nogensinde er målt på Jorden. Nu ser 2015 ud til at være på vej til at overgå det.

Det skyldes ikke mindst vejrfænomenet El Niño, der ifølge NOAA, Japans meteorologiske institut og det australske meteorologiske bureau er særligt kraftigt i år. Det opstår, når temperaturen i Stillehavet er højere end normalt.

Fænomenet kan udløse tørke nogle steder og voldsom regn med efterfølgende oversvømmelser andre steder på kloden.

Videnskabsfolk har advaret om, at det vil få alvorlige konsekvenser i dette århundrede, hvis temperaturen som ventet fortsætter med at stige.

Tætbefolkede områder vil blive oversvømmet, når havene stiger, og ekstreme vejrfænomener vil blive mere almindelige og true afgrøder.

I december holdes et nyt klimatopmøde i Paris (COP21), hvor verdens lande vil gøre et nyt forsøg på at indgå aftaler, der kan bremse den globale opvarmning.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.