Efter næste Folketingsvalg er det på grund af Enhedslistens rotationsprincip slut med at have sin daglige gang på Christiansborg for partiets frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen.
Onsdag meldte hun ud, at hun stopper som politisk ordfører for partiet og giver stafetten videre til retsordfører Pernille Skipper. Men hvad kan politikeren kaste sig over, når det er slut med at være folkevalgt?
BT har spurgt den erfarne headhunter Aase Hoeck, som især rådgiver kvinder, der går efter lederstillinger og ejer firmaet Karrierekvinder.dk.
- Hun har jo været fantastisk til at brande sig selv og sit parti. Jeg tror, hun kunne passe ind i en hvilken som helst sammenhæng, hvor hun kunne brande en hvilken som helst ide. Hvis jeg havde en virksomhed, som skulle brandes og lave et turn around, og så ville jeg synes, hun ville være en spændende person, hvis jeg ville kunne styre hende, for hun har været vant til et enormt stort råderum og indflydelse, siger Aase Hoeck til BT.
Hun har et godt råd til den unge politiker.
- Hun er jo en kendis, men det er ikke nok at være en kendis, hvis man skal lande et større job ude i en virksomhed eller i den offentlige sektor. Hun skal tilbage og tage en kandidatgrad, for hun ville blive en stjernestuderende, da hun kan kombinere teorierne med sin praktiske erfaring fra politik, siger Aase Hoeck til BT.
Johanne Schmidt-Nielsen har allerede en bachelor fra Roskilde Universitet i socialvidenskab, og Aase Hoeck ser for sig, at hun kunne supplere den med en kandidat i kommunikation eller ledelse. Hvis eksamensbeviset kommer i hus forestiller Aase Hoeck sig, at Johanne Schmidt-Nielsen kunne bestride et job, der ligner det, som Helle Thorning-Schmidt nu har fået som frontfigur i en international NGO.