HC Midtjylland holder på succestræner i to år mere
HC Midtjylland forlænger kontrakten med cheftræner Morten Secher, så kontrakten løber frem til sommeren 2019.


Morten Secher forlængede torsdag kontrakten som cheftræner og sportschef for HC Midtjyllands håndboldherrer frem til sommeren 2019.

Han stod til at have kontraktudløb næste sommer, men HC Midtjylland-ejer Thomas Hintze har været meget glad for samarbejdet, som ikke skulle stoppe efter denne sæson.

- Med ham i spidsen har vi vundet pokaltitlen, og vi ligger i år godt til i ligaen.

- Jeg er sikker på, at han er den rigtige mand, som kan hjælpe klubben med at indfri de øgede ambitioner, siger Hintze til klubbens hjemmeside.

Secher ser frem til at arbejde med holdet på længere sigt.

- Det er rigtigt spændende at udvide mit arbejdsområde fra at være cheftræner til også at være sportschef. Jeg er derfor også meget glad for, at vi har fået en forlængelse på plads.

- Klubben er inde i en meget spændende tid, og jeg ser frem til at være en del af denne proces de kommende år.

- Jeg synes, klubben er inde i en rivende udvikling, og jeg er stolt over, at man ser mig som manden, der kan tage holdet til det næste niveau, siger Secher.

I sit første år i spidsen førte Secher HC Midtjylland frem til klubbens første titel i form af sidste sæsons pokaltriumf.

I denne sæson er midtjyderne i øjeblikket placeret på en tredjeplads i den bedste danske håndboldrække, mens holdet også er med i EHF Cuppen med fortsat mulighed for at kvalificere sig til gruppespillet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.