HBO-chef: Jon Snow er død, død, død
Jon Snow er død, og han kommer ikke tilbage, siger HBO-chef og afliver spekulationer fra fans, der håber på at se deres helt genopstå.
Kit Harrington måtte lade livet som Jon Snow i sidste sæson af Game of Thrones.
Kit Harrington måtte lade livet som Jon Snow i sidste sæson af Game of Thrones. Foto: Joel Ryan/JOEL RYAN/INVISION/AP


I seneste sæson af den populære HBO-serie "Game of Thrones" måtte Kit Harrington, der spiller rollen som Jon Snow, lægge sig ned og dø i allersidste afsnit.

Spekulationer om skuespillerens færden på settet til de nye optagelser har dog fået fans verden over til at håbe på, at Jon Snow genopstår fra de døde. Men det bliver ikke tilfældet, siger Michael Lombardino, der er chef i HBO. Det skriver Huffington Post.

- Han er død, død, død. Ja. I alt hvad jeg har set, hørt og læst er han død, siger Michael Lombardino.

Det får dog ikke fans af serien til helt at opgive håbet.

- Måske kunne Jon Snow komme tilbage som en White Walker, eller en afskyelig snemand eller som en sky formet som en kanin. En død person kunne - i et land af sort magi og drager - genopstå, skriver Katie Hasty på HitFix.com.

Kit Harrington har spillet rollen som Jon Snow i fem sæsoner, før han måtte se sin karakter lide en brutal død.

Skuespilleren er mest kendt for sin rolle som Jon Snow, men han har også spillet med i filmene "7 Days in Hell" og "Pompeji" udover den enormt succesfulde serie.

Optagelser til sjette sæson af den populære serie er i gang og filmes lige nu i blandt andet Nordirland, og netop i byen Belfast i Nordirland er Kit Harrington set bevæge sig rundt, selvom han officielt er død i serien.

HBO-serien "Game of Thrones" er baseret på bøgerne i romanserien "A Song of Ice and Fire" af forfatteren George R.R. Martin.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.