Da en havnearbejder for godt fem år siden gled på en lasteramme, faldt han knap en meter ned på jorden og fik adskillige brud i begge fødder.
Og byretten var ikke tvivl: Manden fik 2,3 millioner kroner i erstatning for arbejdsulykken.
Men nu har landsretten omstødt dommen, skriver JydskeVestkysten.
Uheldet skete, da der skulle lastes vindmøllevinger på et skib. Manden var uerfaren som havnearbejder, men var fra tidligere job vant til at arbejde i højder med sikkerhedsudstyr, skriver avisen.
Uklar instruks
Manden havde fået nødvendige instrukser om brugen af blandt sikkerhedssele. Alligevel gled og faldt manden ned og kom så alvorligt til skade, at han ikke har kunnet arbejde som havnearbejder siden. Arbejdsskadestyrelsen har vurderet hans erhvervsevnetab til 50 procent.
Fagforeningen 3F anlagde sagen mod arbejdsgiveren, Blue Water Shipping. Og byretten fulgte påstanden om, at den instruks medarbejderen havde fået forud for arbejdet, ikke var klar og utvetydig.
Men landsretten havde en anden opfattelse.
Brugte ikke sikkerhedsudstyr korrekt
I dommen herfra hedder det, at den pågældende lasteramme er brugt i mange år uden problemer. Og at medarbejderen fik en grundig instruks i, hvordan han skulle bruge sikkerhedsselen.
Landsretten lægger også vægt på, at der var tale om en ukompliceret arbejdsopgave - og at ulykken ikke var sket, hvis medarbejderen havde brugt sikkerhedsudstyret korrekt, skriver JydskeVestkysten.
Landsrettens afgørelse er endelig og kan ikke ankes.
3F skal betale sagens omkostninger på 307.000 kroner.