Havet sluger tre meter kyst om året
Kyststrækningen ved populært nordjysk feriested bliver nedbrudt hurtigere, end kystdirektoratet først antog.
Det populære feriested Lønstrup i Nordjylland mister kystsandet hurtigere end hidtil forudset.
Det populære feriested Lønstrup i Nordjylland mister kystsandet hurtigere end hidtil forudset. Foto: Colourbox/free


Badegæster og husejere med hang til kyststrækningen ved det populære feriested Lønstrup i Nordjylland skal trække håndklæde og hus hurtigere tilbage fra kysten end tidligere antaget.

Kyststrækningen bliver nemlig ædt op af Jammerbugt, viser de nyeste officielle luftfotos, som Miljøministeriet bruger, skriver Nordjyske Stiftstidende.

Avisen har sammenlignet kort fra 1995 og 2014, og flere steder mellem Rubjerg Knude og Nørlev på den nordjyske vestkyst æder havet gennemsnitligt tre meter om året.

Det er dobbelt så meget, som Kystdirektoratet hævder, at der forsvinder. Dets opmålinger fra perioden 1978 til 2000-2003 viser, at der gennemsnitligt forsvinder halvanden meter om året. Direktoratet mener dog fortsat, at de gamle tal er brugbare.

- Selvom vi skulle få lavet nye opmålinger, forventer vi ikke, at det vil ændre på de tal, vi tidligere har meldt ud, siger seniorkysttekniker Holger Toxvig til Nordjyske.

Hjørrings borgmester, Arne Boelt (S), sætter dog spørgsmålstegn ved Kystdirektoratets tal.

- Det bliver altså sværere og sværere at forsvare de tal, når man selv kan se, at kysten trækker sig mere og hurtigere tilbage, siger han til Nordjyske.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.