Hattrick af Everton-reserve sender Chelsea i pointkrise
Steven Naismith startede på bænken, men kom ind og gjorde det af med Chelsea med sit hattrick for Everton.
Evertons Steven Naismith kom ind, så og sejrede med sine tre scoringer lørdag mod Chelsea.
Evertons Steven Naismith kom ind, så og sejrede med sine tre scoringer lørdag mod Chelsea. Foto: Jon Super/AP


Panderynkerne er til at få øje på hos Chelsea-manager José Mourinho i øjeblikket.

Lørdag eftermiddag blev de endnu synligere, da Everton hjemme besejrede Chelsea med 3-1 og dermed gav Chelsea den dårligste start i Premier League i flere årtier.

Hjemmeholdets tre scoringer blev sat ind af indskiftede Steven Naismith med et imponerende hattrick, mens Nemanja Matic reducerede for gæsterne.

Resultatet betyder, at Everton spillede sig op på en midlertidig femteplads med otte point, mens Chelsea hænger nede i dybet med blot fire point efter fem runder i Premier League.

Den dårlige start på sæsonen gjorde, at Chelsea næsten desperat jagtede point på Goodison Park, men det var et topmotiveret mandskab anført af Steven Naismith, der tog imod gæsterne.

Naismith var tæt på at skifte til Norwich på transfervinduets sidste dag og er ikke startet på banen endnu i denne sæson for Everton. Det gjorde han heller ikke lørdag, men da Muhamed Besic måtte lade sig udskiftet efter ni minutter, blev skotten sendt på banen.

Syv minutter senere tog han så affære.

Naismith lagde dynamisk bolden ud til Brendon Galloway, som sendte den perfekt ind i feltet, hvor Naismith selv kom stormende og headede Everton foran 1-0.

Fem minutter efter var Naismith igen på spil. Han modtog bolden uden for feltet, tog et træk og hamrede den fladt ind bag Asmir Begovic, der vogtede Chelseas mål, da Thibaut Courtois er ude i flere måneder med en knæskade.

Chelsea havde svært ved at få spillet til at hænge sammen, men ni minutter før pausen fik Nemanja Matic alt for meget plads. Ingen gik til ham, og Matic fyrede kanonen af langt ude fra.

Bolden sejlede fornemt op i højre hjørne for Everton-målmand Tim Howard, som var uden chance for at tage 1-2-reduceringen.

Efter pausen skulle Chelsea frem, men gæsterne virkede bedøvede og langt fra normalt niveau.

Bagude virkede forsvaret uden kontrol og med 20 minutter igen måtte Pedro lade sig udskifte med Radamel Falcao, men det var den tidligere Everton-angriber Lukaku, der udgjorde en trussel.

Chelsea pressede på mod slutningen, hvor kampen udviklede sig forudsigeligt, men de havde glemt at tage Steven Naismith med i beregningen.

Otte minutter før slut modtog skotten en stikning fra Ross Barkley. Naismith tøvede ikke og sparkede fladt sejren og sit hattrick hjem.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.