Harry Potter-stjerne dropper magi i ny rolle
Den engelske skuespiller Rupert Grint skal være med i genindspilningen af succesfilmen "Snatch".
Rupert Grint, der er kendt som Ron i Harry Potter-filmene, skal spille med i en miniserie. Her ses han sammen med medskuespillerne Daniel Radcliffe og Emma Watson til premieren på den sidste Harry Potter-film i 2011.
Rupert Grint, der er kendt som Ron i Harry Potter-filmene, skal spille med i en miniserie. Her ses han sammen med medskuespillerne Daniel Radcliffe og Emma Watson til premieren på den sidste Harry Potter-film i 2011. Foto: Joel Ryan/AP


Bevæbnet med tryllestav og besværgelser har han kæmpet mod forræderiske fabeldyr, dystre dødsgardister og onde troldmænd.

Men nu skifter scenen, og rødhårede Ron, som i virkeligheden hedder Rupert Grint, skal nu begå sig i et magiløst univers, der er inspireret af Guy Ritchies succesfilm "Snatch". Det skriver BBC News.

Han skal, ikke ulig sit gennembrud i de populære Harry Potter-film, spille en "frustrerende kaotisk" karakter ved navn Charlie Cavendish.

Genindspilningen af den populære krimikomedie "Snatch" bliver en miniserie på ti episoder, der går i luften på Sonys streamingtjeneste Crackle til næste år.

I den originale film fra 2000 skal et stort persongalleri hver især rede trådene ud i deres respektive situationer, som på kløgtig vis alle sammen er vævet ind i hinanden i Londons kriminelle underverden.

Crackle skriver i forbindelse med afsløringen af den nye miniserie, at den beholder ånden fra den originale film, mens den skaber en ny verden inspireret af "Snatch"-universet.

I den stjernespækkede succesfilm medvirkede blandt andet superstjernerne Jason Statham, Brad Pitt, Benicio Del Toro og Vinnie Jones.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.