Hareides klub afviser kontakt med DBU
DBU har ikke været i kontakt med Malmö FF omkring Åge Hareide. Det siger den svenske klubs direktør.
Åge Hareide nævnes i medier som Danmarks nye landstræner, men hans nuværende arbejdsgiver kender intet til interessen fra DBU.
Åge Hareide nævnes i medier som Danmarks nye landstræner, men hans nuværende arbejdsgiver kender intet til interessen fra DBU. Foto: Petros Giannakouris/AP


TV2, Politiken og flere svenske medier erfarer onsdag, at Malmö-træner Åge Hareide bliver Danmarks nye landstræner efter Morten Olsens afsked.

Men hos den svenske klub har man intet hørt fra Dansk Boldspil-Union (DBU), hvis der skulle være hold i rygterne.

- Jeg kan bare sige, at vi ikke har haft nogen dialog med DBU. Der er ikke noget for os at kommentere, lyder det fra klubbens direktør Niclas Carlnén til BT.

Den norske træner har en almindelig funktionærlignende kontrakt i Malmö, hvor han angiveligt har seks måneders opsigelse. Så hvis DBU vil have Hareide før til sommer, skal der indledes en dialog med Malmö.

- Vi har en anden type aftale med ham, som er en normal ansættelse. Der er ingen slutdato på den kontrakt. Vi ville gå på pause (sæsonpause, red.), før vi gik videre. Og der er ingen anden plan end det, lyder det fra direktøren.

Hareide var ikke til holdets træning onsdag, men det skyldes ifølge Niclas Carlnén, at træneren også driver en virksomhed ved siden af, og at han onsdag havde et møde i Gøteborg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.