Hareide varsler friske ben mod Montenegro
Der er lagt op til ændringer i Danmarks startopstilling mod Montenegro efter 2-3-nederlaget til Polen.
Landstræner Åge Hareide (i midten) dirigerer med spillerne under kampen mod Polen.
Landstræner Åge Hareide (i midten) dirigerer med spillerne under kampen mod Polen. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix


Det er formentlig ikke alle 11 spillere, der får genvalg i startopstillingen mod Montenegro tirsdag aften i Parken.

Landstræner Åge Hareide indikerer kraftigt, at spillere med helt friske ben vil få chancen efter lørdagens 2-3-nederlag til Polen i Warszawa.

- Vi har en god trup, og når vi spiller to kampe så tæt på hinanden, så skal vi fordele arbejdsindsatsen på flere i truppen, siger Hareide.

Nordmanden afslører ikke eventuelle nye navne, men gode bud kunne være Thomas Delaney eller 2-3-målscoreren mod Polen, Yussuf Poulsen. Begge blev indskiftet mod Polen.

- Vi kigger på, hvordan benene ser ud. Vi vil gerne køre et hold sammen, men alle dem, som har været med, kender konceptet og ved, hvad de skal gøre.

- Vi har dygtige spillere i alle kæder, både på midtbanen og oppe foran. Og de har friske ben, og det bliver primært opgaven at finde ud af det, forklarer Hareide.

Selve spillestilen og 3-5-2-systemet bliver der til gengæld ikke rokket ved.

- Vi laver ikke fuldstændig om på konceptet. Men vi kan også spille med fire i forsvaret, som vi gjorde til slut mod Polen. Enten for at blive mere kompakte på midtbanen eller gøre brug af en ekstra angriber

- Men ellers forandrer vi ikke noget som helst, for det har vi ikke trænet på, påpeger Hareide.

Mod Polen var det Danmark, som var mest i boldbesiddelse, men det magtede holdet ikke at håndtere godt nok.

- Vi havde bolden i 59 procent af tiden mod Polen, og deri ligger vores styrke, men også vores svaghed, hvis vi taber bolden.

- Vi skal fortsætte med at arbejde på konceptet, og når Peter Ankersen eller Riza Durmisi får bolden, skal vi lave flere løb i dybden. Polen stod godt og gjorde det svært for os. Og så skal vi have flere sideskift, siger Hareide.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.