Hareide vælger anfører onsdag: Kjær er et godt bud
Simon Kjær er et godt bud på Daniel Aggers afløser som landsholdsanfører, siger Åge Hareide.
Åge Hareide ses her under en træning i marts sammen med blandt andre Simon Kjær og tidligere anfører Daniel Agger. Måske bliver Kjær Aggers afløser med anførerbindet.
Åge Hareide ses her under en træning i marts sammen med blandt andre Simon Kjær og tidligere anfører Daniel Agger. Måske bliver Kjær Aggers afløser med anførerbindet. Foto: Lars Poulsen/Polfoto


Det danske fodboldlandshold skal finde en ny anfører, efter Daniel Agger i juni stoppede karrieren.

Da landsholdet senest var samlet i juni i Japan, bar Simon Kjær anførerbindet, men på det tidspunkt havde en fraværende Daniel Agger ikke udmeldt sit karrierestop.

Landstræner Åge Hareide vil ikke bekræfte, at Kjær bliver ny permanent anfører, men han er et godt bud, siger nordmanden.

- Jeg vil ikke melde noget ud før onsdag, hvor vi møder Liechtenstein. Vi skal nå at træne igennem stille og roligt først, og jeg vil ikke fokusere så meget på det. Jeg har ikke haft mulighed for at tale med Simon Kjær endnu, siger Hareide.

Spørgsmål: Han var anfører i Japan. Ville det ikke være mærkeligt at vælge en anden nu?

- Jo. Han er et godt bud, lad os sige det sådan, siger Hareide.

Han uddyber med, hvilke kriterier han vælger en ny anfører ud fra.

- Jeg vægter erfaring, for det bliver en forlænget arm for træneren på banen. Det er meget, meget vigtigt for stemningen i truppen, at vi har en erfaren spiller på den post, siger Hareide.

27-årige Simon Kjær er også en del af anførergruppen i sin tyrkiske klub Fenerbahce.

Forsvarsspilleren har spillet 60 landskampe. I den nuværende landsholdstrup overgås det kun af William Kvist og Christian Eriksen, som har spillet henholdsvis 64 og 61 landskampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.