Hareide udtager Morten Duncan Rasmussen til Kirin Cup
AGF-angriberen Morten "Duncan" Rasmussen afløser Yussuf Poulsen i landsholdstruppen til Kirin Cup.


AGF's hattrickhelt fra weekendens 3-3-kamp mod FC Nordsjælland, Morten "Duncan" Rasmussen, får comeback i den danske landsholdstrup.

Dansk Boldspil-Union (DBU) meddeler mandag på Twitter, at landstræner Åge Hareide har indkaldt "Duncan" som erstatning for Yussuf Poulsen.

Poulsen har efter aftale med sin klub RB Leipzig og DBU meldt afbud til Kirin Cup, så han kan hvile sig, inden han til sommer kan spille OL med Danmark.

Morten "Duncan" Rasmussen står noteret for 11 A-landskampe - otte af dem som indskifter, og det er blevet til tre mål.

Den hovedstødsstærke angriber har været i god form for AGF på det seneste. I weekenden vendte han egenhændigt 0-3 til 3-3 for AGF på de sidste 20 minutter af superligakampen mod FCN.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.