Hareide om Ajax-komet: Dolberg må vente lidt endnu
Trods flere spektakulære scoringer for Ajax bliver Kasper Dolberg lige nu vejet for let til landsholdet.
18-årige Kasper Dolberg har scoret seks gange for Ajax Amsterdam dette efterår. Det unge stortalent skiftede til den hollandske storklub fra Silkeborg i sommeren 2015. (Arkivfoto).
18-årige Kasper Dolberg har scoret seks gange for Ajax Amsterdam dette efterår. Det unge stortalent skiftede til den hollandske storklub fra Silkeborg i sommeren 2015. (Arkivfoto). Foto: Silkeborg If/Free


Det unge danske angrebstalent Kasper Dolberg har dette efterår fået sit gennembrud for Ajax Amsterdam.

Trods seks scoringer for Ajax må den 18-årige angriber vente lidt på at få debut på Åge Hareides landshold, der står foran opgør mod Polen og Montenegro i VM-kvalifikationen.

- Han er ung, har mange gode kvaliteter og er meget spændende. Vi vil følge ham nøje fremover, indleder Hareide på spørgsmålet om, hvorfor Dolberg ikke er med i truppen.

- Lige nu er han en del af et U21-landshold, der har kvalificeret sig til U21-EM til næste år. Vi må se, hvad der sker.

- Som jeg ser det, så har vi en spiller i baggrunden, som er ung og bare bliver bedre, og det er meget fint, siger landstræneren.

Foreløbig foretrækker nordmanden Nicolai Jørgensen, Viktor Fischer, Yussuf Poulsen og Andreas Cornelius frem for Dolberg til kampene mod Polen og Montenegro.

- De spillere, som har været inde i vores tidligere kampe, har gjort det godt og arbejder godt for hinanden, og de kender hinanden, så foreløbig holder jeg mig til dem.

- De spiller også i deres klubber - måske lige bortset fra ham, der har gjort det allerbedst på landsholdet. Viktor Fischer i Middlesbrough er måske den, der har spillet mindst.

- Om alle spillerne kan man sige, at de er unge, og at det lover godt for fremtiden, siger Hareide.

I stedet for Kasper Dolberg har landstræneren fundet plads til en anden Ajax-spiller til de to kommende landskampe, nemlig Lasse Schöne. Han har på kort tid set det tidligere Silkeborg-talent udvikle sig til en afgørende spiller for Ajax.

- Potentialet er stort. Han er en stor fyr, som er hurtig og teknisk god, og han sparker som en hest.

- Han gør det helt fantastisk i øjeblikket. Han er meget uimponeret over, hvad der sker omkring ham. Han gør sit arbejde rigtig godt, og det er en af hans store styrker, at han er den, han er, siger Schöne.

- Om han spiller i Amsterdam Arena for 45.000 tilskuere eller for andetholdet, så betyder det ikke noget for ham. Han har været vigtig for os i Ajax og scoret nogle vigtige mål.

- Det er helt bestemt en ung mand, vi skal holde øje med, og man vil se mere til ham i fremtiden, forklarer Ajax-veteranen.

Danmark møder Polen på lørdag i Warszawa, mens Montenegro gæster København tre dage senere.

Landsholdet åbnede VM-kvalifikationen i september med en sejr over Armenien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.