Hareide kræver disciplin: Vores unge er for ivrige
Danmark råder over mange stortalenter, som Åge Hareide hurtigt vil have noget mere disciplin ind i.
En skuffet Åge Hareide takker Christian Eriksen for kampen, da Danmark fredag tabte 5-6 til Bosnien-Hercegovina efter straffespark i semifinalen i Kirin Cup. Den ordinære kamp endte 2-2. Kampen blev spillet i Nagoya, Japan.
En skuffet Åge Hareide takker Christian Eriksen for kampen, da Danmark fredag tabte 5-6 til Bosnien-Hercegovina efter straffespark i semifinalen i Kirin Cup. Den ordinære kamp endte 2-2. Kampen blev spillet i Nagoya, Japan. Foto: Lars Poulsen/Polfoto


Hvis det danske fodboldlandshold skal få succes i VM-kvalifikationen, kræver det, at de mange unge spillere er mere disciplinerede.

Det er en af landstræner Åge Hareides foreløbige lærdomme fra Kirin Cup i Japan.

- Vi har en blanding af unge og mere erfarne spillere, og de unge er måske for ivrige. Nogle gange står de lidt forkert på banen, og det skal vi have fjernet, siger Hareide, der fredag så sit hold gå ned i anden halvleg mod Bosnien.

En 2-0-føring ved pausen blev sat over styr i anden halvleg, og så endte forestillingen med et dansk 5-6-nederlag efter en konkurrence fra straffesparkspletten.

- Vi har seks spillere, som er kommet ud af den sidste U21-årgang, så man kan ikke forvente, at de har den internationale erfaring. De spiller på et godt niveau, men de mangler at få den internationale erfaring.

- Hvis man ser på hvilke hold, der når langt, så er det ofte hold med en høj gennemsnitsalder. Det er der en grund til. Erfaring betyder nemlig meget internationalt, forklarer nordmanden.

I den trup, Hareide har taget med til Japan, var Andreas Christensen, Jannik Vestergaard, Riza Durmisi, Frederik Rønnow, Viktor Fischer, Pierre-Emile Højbjerg og Nicolaj Thomsen for et år siden med til U21-EM. Desuden havde Lucas Andersen alderen til det.

- Vi har en meget god generation, og præstationerne vil svinge lidt, og det må man acceptere som træner.

- Men vi skal tage en sejr, når vi fører 2-0 mod Bosnien. Det gælder hele holdet. Vi må give spillerne et grundlag at arbejde ud fra, siger han.

- I kampen mod Bosnien kunne vi have undgået mange ting, hvis vi havde stået rigtigt på banen.

- Et hold skal organiseres, så man kan dæmme op for fejl, hvis vi eksempelvis taber dueller eller har fejlafleveringer. Det skal organisationen kunne stoppe. Det er vigtigt, at vi har det som prioritet, siger Åge Hareide.

Til tirsdagens opgør mod Bulgarien ved Kirin Cup overvejer han at bruge den sammentømrede midtbanekonstellation Thomas Delaney og bundrutinerede William Kvist fra FC København. Kvist vil med sine 31 år i så fald trække gennemsnitsalderen op.

- Det er et alternativ, men vi skal også bygge et hold, og hvis vi begynder at skifte for meget, kan vi komme ud af takt. Man skal huske på, at vi førte 2-0 med Bosnien. Vi skal passe på med ikke at piske os selv for meget, siger landstræneren.

Hvis Åge Hareide vælger at bytte ud på midtbanen til tirsdagens opgør mod Bulgarien, så kan 20-årige Pierre-Emile Højbjerg være en af dem, der står for skud.

Den Bayern München-ejede spiller kan sagtens følge Åge Hareides pointer.

- Grundlaget for et godt hold, og grundlaget for en god præstation er, at alle overholder deres aftaler. Det siger sig selv.

- Jeg gør, hvad jeg er god til og har at dele ud af. Forhåbentlig rækker det til noget godt, siger Højbjerg.

- Nu sigter vi mod VM i Rusland, og vi skal vinde vores kampe for at komme derhen. Det nytter ikke at sige, at vi har et ungt hold, men man skal også være realistisk omkring, hvad man har at arbejde med.

- Der er mange af os, der ikke har peaket endnu. Jeg tror, at det er de færreste af os, der har peaket, og det er kun positivt.

- Vi har et godt hold og en god stamme, men vi skal være endnu bedre. Vi skal holde fast i den unge frækhed og samtidig få noget erfaring ind.

- Vi skal holde vores positioner og være taktisk disciplinerede, som ældre spillere tit er. Det er noget af det, vi skal bygge på, siger han.

Landsholdet runder Kirin Cup af tirsdag morgen klokken ni dansk tid, når holdet møder Bulgarien i Osaka.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.