Har du set denne mand? Politiet efterlyser tricktyv
Politiet offentliggør nu overvågningsbilleder af en mistænkt tricktyv i håbet om at få hjælp fra offentligheden.
Midt- og Vestjyllands Politi leder efter denne mand.
Midt- og Vestjyllands Politi leder efter denne mand. Foto: Midt- og Vestjyllands Politi


Politiet beder nu offentligheden om hjælp til at finde en tricktyv, som man mener har været på spil i store dele af Jylland og på Sjælland.

Det er Midt- og Vestjyllands Politi, der nu offentliggør overvågningsbilleder af den mistænkte mand i håbet om at danne sig et overblik over, hvor manden, og muligvis hans hjælpere, har huseret.

Politiet mistænker manden for at stå bag flere sager med tricktyveri af betalingskort, hvor der efterfølgende er sket misbrug af kortene.

Eksempler på sager fra Midt- og Vestjylland

12/7 tricktyveri ved Føtex' p-plads i Herning 

Spørger om vej til Odense og viser et landkort. Der er muligvis en bordeaux-farvet personbil (muligvis Mercedes) set i forbindelse med tricktyveriet. Der er stjålet to hævekort, som siden blev misbrugt ved en hæveautomat (Nykredit i Herning).

12/7 ved Løvbjerg i Tarm 

Samme gerningsmand. Denne gang kørte han formentlig i en hvid personbil. Her blev den forurettede borger spurgt om vej til sygehuset. Hævekortet blev stjålet i den forbindelse, og kortet er siden blevet misbrugt ved Ringkøbing Landbobanks hæveautomat i Tarm.

25/7 tricktyveri på Søndergade i Vinderup

Her blev der spurgt om vej til Kolding Sygehus, hvorefter tricktyven stjal hævekort fra en pung i den forurettedes bil. Kortet blev efterfølgende misbrugt ved betaling i flere Fakta-butikker i henholdsvis Skive og Viborg.

UDVID
 

Gerningsmandens fremgangsmåde er at aflure pinkoden, når offeret betaler i en butik. Herefter tager han kontakt til den forurettede på et parkeringsområde, hvor han forsøger at aflede opmærksomheden ved at spørge om vej eller forvirre ved at vifte med et landkort. Samtidig stjæler han eller en medskyldig betalingskortet fra forurettedes bil. Politiet vurderer derfor, at minimum to gerningsmænd er involveret i tricktyveriet.

Politiet vurderer, at der er minimum to gerningsmænd involveret. Foto: Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden beskrives som udenlandsk af udseende og omkring 50 år. Han er almindelig af bygning og omkring 175 cm høj. Han taler gebrokkent engelsk og er i flere tilfælde set i forbindelse med et udenlandsk registreret køretøj.

Politiet hører gerne fra borgere, der har set manden eller har andre oplysninger i sagen på telefon 114.

Politiet hører meget gerne fra vidner. Foto: Midt- Vestjyllands Politi

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.