Dansk Supermarked står i en situation, som de ikke har været i de seneste 25 år. Supermarkeds-giganten kan i øjeblikket ikke skaffe grøntsager nok og forventer, at der går uger før leverancerne er normale igen.
Det skriver Business.dk.
Det er de sydeuropæiske leverandører, der har svigtet, så montrerne i Netto, Føtex og Bilka de kommende fire uger kan risikere, at være fattige på eksempelvis økologiske og konventionelle broccoli, squash, visse blomkål, tomater, peberfrugt og icebergsalat, skriver Business.dk.
Det er dårligt vejr med masser af regn i både november og december i både Spanien og Italien, der er årsagen. Afgrøder i de vigtigste regioner er blevet ødelagt og dermed er produktionen faldet gevaldigt.
Oven i kommer så, at både Spanien og Italien oplever frostgrader i øjeblikket.
- Vi har sat informationsskilte op i butikkerne for at informere kunderne om, at der i øjeblikket vil være begrænsede mængder og mangel på en række grøntsager på grund af meget regn og kulde i Sydeuropa, siger Stephan Bruhn til Business.dk.
Ifølge Business.dk kan manglen på grøntsager også føre til generelle prisstigninger.