Er du en af dem, der har fået et barn, hvis æblekinder fylder godt i landskabet og elastikarme ikke er til at undse, kan du glæde dig over, at det vil gavne dit barns væsen som voksen.
Ny forskning viser nemlig, at dit barn vil vokse op og være meget tillidsfuld til sine omgivelser, skriver dr.dk
- Vi har fundet ud af, at højere fødselsvægt betyder større tillid til andre mennesker i voksenlivet, siger professor i statskundskab Michael Bang Petersen, der står bag studiet.
Lever i en rar verden
Når dit barn kommer ud og er godt i stand, viser det, at den har fået rigelig med næring indtil nu. Den har ikke manglet noget og er derfor fuld af tillid til, at verden nok skal være god ved den.
Den grundfølelse vil vare ved ind i voksenlivet:
- Hvis fostret har haft nem adgang til næring, så tænker det, at hov, det må være en rar verden. Det er selvfølgelig ikke bevidste tanker, men nogle fuldstændig automatisk fysiologiske funktioner, vi taler om her, siger Michael Bang Petersen.
MEN den ny viden betyder altså ikke, at du som gravid skal spise løs og fylde i dig. En fødselsvægt afhænger altså af meget andet end mad. Du skal også passe godt på dig selv, undgå stress og befinde dig i støttende omgivelser, hvis dit barn skal trives optimalt i maven.