Er din partners krop knap så stram, slank og veltrænet, som da I mødtes?
Det skal du faktisk være glad for. Det er nemlig et tegn på, at han eller hun har det godt i jeres parforhold og ikke har tænkt sig at gå nogen steder. Det skriver mediet Elite Daily på baggrund af forskning publiceret i 2013 af American Psychology Association.
Forskerne fulgte 169 nygifte par i en periode på fire år, og undersøgte sammenhængen mellem personernes vægt og deres tilfredshed med forholdet.
Undersøgelsen viste, at jo bedre man har det i sit parforhold, jo mere sandsynligt er det, at man tager på i løbet af forholdet.
Skilsmissetanker får os til at gå på kur
Årsagen er ifølge forskerne, at man bevidst eller ubevidst nedprioriterer at holde sig slank og veltrænet, når man ikke skal tiltrække en ny partner. I stedet bruges tiden og energien på sjovere aktiviteter med partneren - for eksempel at tilbringe morgenen i sengen eller spise brunch sammen. Går man derimod med overvejelser om at blive skilt, er der større sandsynlighed for at man ikke lader vægten stige.
Det går imod den anden tese, som forskerne opererede med, nemlig at et usundt parforhold fører til stress og dermed vægtøgning, mens et godt forhold holder dig sund.
Kan du lide motion - eller kan du bare lide at være veltrænet?
Forskerne understreger dog, at der er tale om gennemsnit og at der derfor kan være individuelle forskelle - og at det også kommer an på, hvorfor man træner. Hvis man for eksempel løber, fordi man godt kan lide det, bliver man ofte ved med det uanset parforholdstatus.
Løber man derimod for at holde kroppen i form og vægten nede, er man mere tilbøjelig til at skippe træningen, når man møder sin store kærlighed.