Den danske ishockeyspiller Jannik Hansen har masser af personlig succes for tiden, men det kniber lidt mere for hans klub Vancouver Canucks.
Tidligt tirsdag morgen vandt holdet dog hjemme med 5-2 over Buffalo.
Gæsterne fra det østlige USA kom ellers foran 1-0 tidligt i kampen, men først og fremmest i kraft af et hattrick fra tjekken Radim Vrbata fik Vancouver vendt kampen.
Tjekken scorede to mål i første periode, så hjemmeholdet gik til periodepause foran 2-1. Og så stod han igen for kampens sidste scoring til 5-2.
Jannik Hansen havde igen fået plads i Vancouvers førstekæde sammen med de svenske tvillinger Daniel og Henrik Sedin.
Da den tidligere Rødovre-spiller scorede i Vancouvers forrige kamp, rundede han sit point nummer 200 i NHL. Nummer 201 må til gengæld vente lidt. Han lavede ingen point mod Buffalo.
Vancouver er lige nu nummer tre i Pacific Division trods kun 10 sejre i 29 kampe.
Holdet fra Canada har dog også spillet henholdsvis tre kampe eller to kampe mere end sine nærmeste konkurrencer.
/ritzau/