Hansen og Vancouver tabte til mestrene
Jannik Hansens Vancouver smed sejren væk i slutminutterne af NHL-kampen mod mesterholdet fra Los Angeles.
Vancouver Canucks Jannik Hansen blev sendt til tælling under kampen, da han fik en stav i ansigtet.
Vancouver Canucks Jannik Hansen blev sendt til tælling under kampen, da han fik en stav i ansigtet. Foto: Darryl Dyck/AP


Jannik Hansen og Vancouver Canucks tabte 2-3 til de regerende mestre fra Los Angeles Kings nytårsdag.

Hjemme i Rogers Center i Vancouver førte Vancouver med 2-1 efter 2. periode, og holdet styrede mod en sejr, da mestrenes Dustin Williams scorede mens Vancouver havde en spiller i straffeboksen godt og vel to minutter før tid.

Jannik Hansen var på isen, men havde ingen skyld i gæsternes scoring.

53 sekunder senere lå pucken igen i hjemmeholdets mål og Vancouver havde smidt sejren væk.

Jannik Hansen fik nytårsaftensdag en bøde på 30.500 kroner for en ureglementeret tackling i den forrige kamp, og han har i det hele taget haft et par hektiske uger.

Før jul måtte han sidde over i en kamp, efter at han selv var kollapset på udskiftningsbænken, da han kom ind efter selv at være blevet tacklet hårdt på isen.

Vancouver er nummer seks i Western Conference, som føres af Anaheim, som har den danske målmand Frederik Andersen blandt sine nøglespillere. Med torsdagens sejr passerede Los Angeles lige præcis Vancouver i tabellen.

Et par kampe før NHL-sæsonen er midtvejs, har Anaheim hentet flere point end noget andet hold i NHL.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.