Hansen og Vancouver får prygl på egen is
Den ellers formstærke Jannik Hansen og Vancouver fik store klø af Los Angeles hjemme i Canada tirsdag morgen.
Jannik Hansen yder et stort arbejde hos Vancouver Canucks for tiden. Tirsdag morgen kunne han dog ikke forhindre et stort nederlag til Los Angeles Kings.
Jannik Hansen yder et stort arbejde hos Vancouver Canucks for tiden. Tirsdag morgen kunne han dog ikke forhindre et stort nederlag til Los Angeles Kings. Foto: DARRYL DYCK/AP


Ishockeyholdet Los Angeles King knækkede tidligt tirsdag morgen den gode kurve, som danskeren Jannik Hansen og Vancouver Canucks ellers befandt sig i.

Los Angeles bankede danskerholdet 5-0 i Vancouver kun to dage efter, at Jannik Hansen havde scoret begge mål, det sidste i overtiden, da holdet vandt 2-1 over Edmonton i søndags.

Den tidligere Rødovrespiller nyder fortsat så stor tillid, at han er den af holdets forwards, som får mest spilletid. Tirsdag morgen gav det imidlertid ingen point.

Heller ikke Lars Eller lavede point for sit hold Montreal Canadiens, da holdet sent mandag aften var i Florida og vandt 4-3 over Tampa Bay.

Lars Eller og Montreal fortsætter til Fort Lauderdale, hvor de tirsdag aften møder Florida Panthers i årets sidste kamp. Kampen er et opgør mellem nummer to og tre i ligaens østlige division, Eastern Conference. Her er Washington Capitals suverænt tophold.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.