Hans Pilgaard raser mod DF’er: "Uanstændigt og uklædeligt"
DF-politiker slettede indlæg fra tv-værten Hans Pilgaard på Facebook.
- Det er uanstændigt og uklædeligt at slette beskeder i stedet for at svare på dem, siger Hans Pilgaard.
- Det er uanstændigt og uklædeligt at slette beskeder i stedet for at svare på dem, siger Hans Pilgaard. Foto: Linda Kastrup/arkiv/Scanpix


Torsdag kunne Mette Hjermind Dencker juble over at blive genvalgt til Folketinget for Dansk Folkeparti, men søndag er hun nu blevet mødt af en såkaldt shitstorm på Facebook.

Tv-værten Hans Pilgaard – og adskillige andre Facebook-brugere – er tossede over, at DF-politikeren sletter kritiske indlæg på det sociale medie. Hans Pilgaard spurgte lørdag DF-politikeren, om hun står ved en tidligere udtalelse fra 2013 om, at det er unaturligt, når en forælder lever alene med et barn, eller når man lever sammen med et menneske af samme køn.

Mette Hjermind Dencker ville dog ikke svare, men valgte i stedet at slette indlægget og blokere Hans Pilgaard for at undgå flere henvendelser. Det har nu sendt tv-værten i det røde felt.

Kræver et minimum af anstændighed

- Det er uanstændigt og uklædeligt at slette beskeder i stedet for at svare på dem. Jeg har fuld forståelse for, at man ikke har mulighed for at sidde og svare på hver enkelt henvendelse, men når man er folketingspolitiker, er det fordi, man repræsenterer danskerne. Det er et af de højeste embeder, man kan få, og det kræver altså et minimum af anstændighed, siger Hans Pilgaard til BT.

Flere andre brugere har ligeledes oplevet, at deres indlæg er blevet slettet, efter de har spurgt om det samme. DF-eren trak i 2013 udtalelserne tilbage og beklagede.

Hun bekræfter over for BT, at hun har slettet indlæggene og fortalt Hans Pilgaard, at han kan henvende sig på mail.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.