Efter flere blodpropper er 78-årige Hans Schuster afhængig af hjælp, blandt andet til at komme på toilettet og til at få skiftet ble.
Derfor bor han også på Skovvænget Plejecenter i Bjerringbro, men her har hans familie flere gange fundet ham gennemblødt af tis, fordi bleen ikke er blevet skiftet. De oplever også, at der ikke altid er tid til at hjælpe ham med at spise, og at hans gummer er blevet børstet så mangeluldt, at de er blevet betændte.
Det skriver TV2.dk.
Den tidligere maskinmester går egentlig op i at være soigneret og være klædt ordentligt på, og han har det derfor heller ikke godt med at sidde gennemblødt.
- Ja, jeg bliver sgu ked af det. Men du kan jo ikke gøre noget ved det, jo. Jeg opdager det jo ikke før, det er for sent, siger han til TV2.dk.
Hans Schusters datter Pia Petersen forstår faderens resignation, men har sammen med hans kæreste klaget over forholdene. Hun har også holdt flere møder plejehjemsledelsen og kommunen. Indtil videre har løsningen fra deres side været en intelligent ble. Men det er ikke nok, mener hun.
- Hvad hjælper en intelligent ble, der kan fortælle, at den trænger til at blive skiftet, hvis der ikke er nogle hænder til at skifte den? For det er jo der, vi er nu, siger hun til TV2.dk.
Plejecenterets ledelse har ikke ønsket at stille op til interview. Formanden for Viborg Kommunes ældre- og sundhedsudvalg, Mette Nielsen, siger dog til TV2.dk, at de "giver en ældrepleje, som er så værdig, som den kan blive, ud fra de penge, der er til rådighed".