Hans Engell: Carl Holsts kovending er panikagtig
Forsvarsminister Carl Holst lukker ikke sag om efterløn, når han beholder halvdelen af beløbet, siger Engell.
"Den melding virker meget panikagtigt, fordi han i ugevis har argumenteret stærkt for det modsatte synspunkt," siger politisk kommentator og tidligere forsvarsminister Hans Engell om Carl Holst udmelding om, at han vil betale en del af sit eftervederlag tilbage.
"Den melding virker meget panikagtigt, fordi han i ugevis har argumenteret stærkt for det modsatte synspunkt," siger politisk kommentator og tidligere forsvarsminister Hans Engell om Carl Holst udmelding om, at han vil betale en del af sit eftervederlag tilbage. Foto: Scanpix


Venstres nye forsvarsminister Carl Holst har længe holdt fast i, at han har ret til at få udbetalt mere end 800.000 kroner i efterløn fra jobbet som formand for Region Syddanmark.

Derfor ser det ikke kønt ud, når Holst torsdag pludselig ændrer holdning og frasiger sig knap halvdelen af beløbet. Og det vil ikke være nok til at lægge sagen død, mener politisk kommentator - og tidligere forsvarsminister - Hans Engell.

- Den melding virker meget panikagtigt, fordi han i ugevis har argumenteret stærkt for det modsatte synspunkt. Han har sagt, at han holder sig til reglerne, og hvis man vil diskutere noget, så må det være reglerne. Han har ikke gjort noget ulovligt, og det er ikke ham, der har lavet reglerne.

- På den måde har han kørt en stringent argumentation, og så laver han pludselig en kovending uden lige. Angiveligt fordi han mener, det skygger for forsvars-temaer. Den forklaring virker lettere påklistret, siger Hans Engell.

Han mener, at skaden er sket, og den nye melding vil ikke være nok til at lukke sagen endegyldigt.

- Sagen dør ikke med det. Dels vil der blive spurgt til sagen på Venstres sommergruppemøde, og dels vil Enhedslisten fremsætte beslutningsforslag i sagen, siger Hans Engell.

Han peger på, at der især i Dansk Folkeparti er irritation over sagen. Her har baglandet svært ved at forstå, at Dansk Folkeparti skal støtte en politiker, som selv vælger at sige stillingen som regionsformand op og alligevel fastholder sin ret til efterløn, selvom han bliver minister.

I Venstre har Carl Holst fortsat en stor stjerne, men sagen slider, og det svækker hans position som formands-emne, når Lars Løkke Rasmussen en dag går af, mener Hans Engell.

Han peger samtidig på, at Carl Holst i den seneste uge har vakt opsigt med to meldinger, som angiveligt ikke var afstemt med partitoppen.

Det ene var en melding om, forsvars-forbeholdet skal afskaffes. Den anden, at der skal bruges flere penge på forsvaret i den kommende forligsperiode.

- Det var en kæmpe fejl, at han som ny minister ikke ville kommentere flymekanikernes henvendelse om, at de er pressede. Derefter kommer han med to bastante meldinger, som er fuldstændig uden dækning fra Claus Hjort (Frederiksen, finansminister, red.) eller andre.

- Han er nødt til nu virkelig at holde sig til dydens smalle sti. Der er ikke plads til en eneste skævert, så vil både Folketinget og medierne kaste sig over ham.

- For regeringen vil langtidseffekten være begrænset, men Carl Holst skal tilbage på banen som en seriøs politiker, siger Engell.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.