Hanne i chok: Uanstændig behandling af min demente mor!
En pårørende til en dement er dybt frustreret over, hvor dårlige de ældres vilkår er på danske plejecentre.
Pårørende til dement er forarget over de dårlige forhold på landets plejecentre. "Det er uanstændigt", siger hun til avisen.dk
Pårørende til dement er forarget over de dårlige forhold på landets plejecentre. "Det er uanstændigt", siger hun til avisen.dk Privat foto


- På de tidspunkter, hvor der er færrest hænder, er der er ikke tid til andet end det helt basale som at tørre dem bagi og give dem mad. Der er ikke en gang tid til barbering. Det er uanstændigt.

Sådan siger pårørende til en dement Hanne Grete Hundebøll. Hendes mor er beboer på et plejecenter i Odense Kommune, og konsekvenserne af nedskæringerne på personalet har chokeret datteren.

- Jeg har oplevet, at en praktikant er helt alene med ni beboere. Så er de virkelig på den, når en dement stikker af.

Hun har selv måtte klage flere gange, selvom hun godt er klar over, at plejepersonalet gør det så godt, de kan. De er bare for få til at nå alle.

- En gang havde de ikke nået at give min mor nyt toiletpapir i flere dage, så hun måtte tørre sig med håndklæder. Det er hovedrystende.

Åd medicin for ti dage

Regeringen har bebudet nye besparelser på området, og det vil ikke kunne undgå at forringe livet for demente i hele landet, lyder det fra flere kommuner, som Avisen.dk har talt med.

Ifølge Hanne Grete Hundebøll bunder de dårlige forhold i, at der er alt for få varme hænder til at passe de ældre. Og netop denne gruppe af mennesker har brug for ekstra meget omsorg, fordi de fleste er demente og derfor ikke kan klare sig selv.

- Særligt demente har brug for at få aktiveret hjernen og kroppen. De er meget syge og lever i en anden verden. Hvis de ikke får omsorg, sygner de bare hen og går helt i stå.

De få ansatte ser hun som årsag til, at de demente sygner hen, og at der sker for mange fejl i dagligdagen.

- En gang glemte en natsygeplejerske at låse min mors medicin inde. Næste morgen opdagede de, at hun havde spist medicin for ti dage! Heldigvis fik hun ikke noget stærkt, for så havde hun været død.

"Det er politikernes skyld"

Hun skyder skylden på politikerne, som hun mener, har skåret alt for meget på området. Besparelserne har betydet, at der er færre ansatte på de enkelte plejecentre, og det betyder, at de ansatte ikke kender den enkelte patients behov og vaner, mener hun.

- Netop demente har brug for en tæt kontakt med få personer, fordi de ikke selv kan huske deres behov. Det skal plejepersonen huske. Men de kender ikke de ældre godt nok, fordi de har for mange patienter at tilse, siger hun.

Hendes mor er en blufærdig gammel dame, så hun har ikke lyst til at tage bad foran mennesker, hun ikke kender. Derfor gør det skiftende personale den gamle dame mistænksom. Det gælder også rengøringspersonalet, som moren heller ikke kender godt nok.

- Hun føler sig krænket, når der bare kommer nye mennesker ind i hendes lejlighed og begynder at støvsuge. Hun kan i forvejen ikke huske folk, så hvis ansigterne hele tiden er nye, bliver hun meget utryg.

De gamle står alene

Netop de demente er en gruppe, som ikke selv er i stand til at brokke sig. Deres sygdom gør, at de ikke kan huske eller forstå, hvem og hvor de er. Derfor er de ligesom børn en særlig udsat befolkningsgruppe. Men i modsætning til børn, har de ikke forældre, der tager kampen op for dem.

Derfor efterlyser Hanne Grete Hundebøll, at de pårørende bliver bedre organiseret. Hun vil gerne samle de pårørende, så de sammen kan råbe politikerne op.

- De demente kan ikke selv brokke sig. Derfor skal os pårørende have politikerne i tale for at sige, at der ikke må spares mere. Jeg savner, at nogen kæmper for alderdommen. Den skal ikke være uværdig, som den er nu.

Odense Kommune, der driver det pågældende plejehjem, understreger, at plejecentre forsøger at tilbyde en rimelig standard. Men kommunen har nået smertegrænsen for, hvor meget de kan spare.

- Vi er nået dertil, hvor vi ikke kan spare mere, siger næstformand i ældre- og handicapudvalget Helle Nielsen (S) i Odense Kommune.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.