Handicappet druknede i spabad: To ansatte er fyret
To ansatte er afskediget, efter en 40-årig handicappet mand er druknet i spabad på botilbud i Brønderslev.
- Det er en dybt beklagelig og meget ulykkelig hændelse, der ikke burde være sket, siger direktør for sundhed og velfærd i Brønderslev Kommune Henrik Aarup-Kristensen.
- Det er en dybt beklagelig og meget ulykkelig hændelse, der ikke burde være sket, siger direktør for sundhed og velfærd i Brønderslev Kommune Henrik Aarup-Kristensen. Foto: Scanpix arkiv


Det har kostet to ansatte på et af Brønderslev Kommunes botilbud deres job, at en 40-årig handicappet mand - mens de var på vagt - druknede under badning på botilbuddet.

Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

Ifølge direktør for sundhed og velfærd i Brønderslev Kommune Henrik Aarup-Kristensen er det en del af instruksen til personalet på botilbud for handicappede, at når en beboer skal i bad, skal det ske under opsyn af personalet.

I det konkrete tilfælde skete dette ikke, og da personalet senere kiggede ind i rummet, fandt de manden død i spabadet.

- Det er en dybt beklagelig og meget ulykkelig hændelse, der ikke burde være sket, siger direktør Henrik Aarup-Kristensen til Nordjyske.

Dødsfaldet skete for et par uger siden. Sagen har fået konsekvenser for medarbejderne, der var på vagt og angiveligt undlod at reagere på en alarm.

- Vi har taget de personalemæssige konsekvenser over for det pågældende personale, siger Henrik Aarup-Kristensen, der ikke vil sige, hvilke konsekvenser der er tale om.

Fra anden side erfarer Nordjyske, at to ansatte er blevet afskediget efter dødsfaldet.

- Vi har nu indskærpet, at instrukser skal følges, således at der ikke sker gentagelser, siger Henrik Aarup-Kristensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.