Handicappede og forsørgere rammes af regeringens SU-udspil
Reformudspil om SU tager ikke højde for, at handicappede og forsørgere bliver ramt hårdt af besparelser.
Uddannelsesminister Ulla Tørnæs (V) forsvarer de kommende besparelser med, at regeringen samtidig vil gøre det muligt at optage større SU-lån.
Uddannelsesminister Ulla Tørnæs (V) forsvarer de kommende besparelser med, at regeringen samtidig vil gøre det muligt at optage større SU-lån. Foto: Scanpix/arkiv


Regeringens udspil til en SU-reform indebærer, at handicappede og studerende med børn vil få udbetalt 800 kroner mindre om måneden efter skat end nu.

Det viser reformudspillet ifølge Jyllands-Posten.

Og det får Dansk Folkeparti til at udelukke, at partiet vil støtte regeringens forslag.

- Vi kan ikke acceptere, at disse grupper, som i forvejen har det svært, rammes. Vi risikerer, at de grupper ikke får den uddannelse, som de bør, siger partiets uddannelsesordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, til avisen.

Under sin præsentation af regeringens 2025-plan forsikrede finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) ellers, at handicappede og studerende med børn ikke bliver ramt af SU-besparelser.

Men de to grupper bliver ramt af samme SU-nedskæring som alle andre studerende ifølge Jyllands-Posten.

Socialdemokraterne står sammen med Dansk Folkeparti i kritikken af udspillet.

- Det er fuldstændig urimeligt, at regeringen lægger op til at skære i SU'en for at finansiere skattelettelser og alt muligt andet.

- Dette kommer til at ramme socialt skævt, og risikoen er, at de berørte enten bliver forsinkede på deres studier, eller at de dropper ud, siger Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Mette Reismann.

Uddannelsesminister Ulla Tørnæs (V) forklarer, at handicappede får et særligt SU-tillæg. Det skal blandt andet kompensere for, at handicappede ikke har de samme muligheder for at have arbejde ved siden af et studie.

Hun forsvarer de kommende besparelser med, at regeringen samtidig vil gøre det muligt at optage større SU-lån.

- Så kan man fastholde det samme levegrundlag, som man har i dag. Det er frit for den enkelte, om man har lyst til at gøre brug af den mulighed, siger Ulla Tørnæs.

Enhedslisten, der ikke er en del af det eksisterende SU-forlig, er kritisk over SU-besparelser i det hele taget.

- Men for de handikappede bliver det ydermere alvorligt, fordi regeringen har taget det udgangspunkt, at man bare kan arbejde mere.

- Men problemet er jo for unge med handicap, at det vil de have vanskeligt ved, siger handicapordfører Jakob Sølvhøj til Ritzau og opfordrer forligspartierne til at stritte imod regeringen på området.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.