Handicappede Bente fortsætter protest: Jeg bliver, indtil jeg dør
En kvinde har siddet en nat foran Odense Rådhus for at protestere over besparelser på handicapområdet. Hun er klar til at tage sin kamp meget langt.
Bente Lilian Hansen har siddet et døgn foran rådhuset i Odense. Hendes kamp gør indtryk på rådmand på ældreområdet Brian Skov Nielsen (ved siden af hende).
Bente Lilian Hansen har siddet et døgn foran rådhuset i Odense. Hendes kamp gør indtryk på rådmand på ældreområdet Brian Skov Nielsen (ved siden af hende). Foto: Bo Skytte


Handicappede Bente Lilian Hansen har indledt sin egen kamp mod Odense Kommune og de besparelser, som der lægges op til i 2017 på ældre- og handicapområdet.

Den handicappede kvinde har siden tirsdag eftermiddag siddet pakket ind i tæpper i sin kørestol foran Rådhuset på Flakhaven i Odense. Med sig har hun et skilt med ordlyden 'SOS - Omsorgssvigt'. 

Det fik i dag Rådmand på ældreområdet, Enhedslistens Brian Skov Nielsen, til at gå ind i sagen.

Han har holdt møde med Bente Lilian Hansen. Men det har ikke fået hende til at ændre holdning eller planer. Det fortæller Else Bjerring, der har været besidder for Bente Lilian Hansen til møderne med kommunen. 

- Hun er sej og vil tilbage og kæmpe sin kamp, og hun stopper ikke, før de dropper spareplanerne, siger Else Bjerring til Avisen.dk.

Hun fortæller, at hun ikke kendte Bente Lilian Hansen, før hun mødte hende på Rådhuspladsen tirsdag aften og hørte om hendes protest.

Da Else Bjerring selv har en hjerneskadet datter, kender hun til at kæmpe mod kommunen, og hun besluttede sig derfor for at hjælpe den handicappede kvinde. Hun har blandt andet hjulpet hende med at optage en film, der er blevet delt flittigt på de sociale medier. 

Artiklen fortsætter under filmen

Kæmper for alle handicappede

Bente Lilian Hansen brækkede for 27 år siden halsen i et uheld og har været afhængig af en kørestol lige siden. 

Men det er ikke bare hendes egne forhold, hun kæmper for. 

- Hun kæmper også for alle andre svage og handicappede borgere, siger Else Bjerring.

Besparelserne i ældre- og handicapforvaltningen kommer i kølvandet på regeringens krav om kommunale bidragssatser på én procent. Og handicaprådmand Brian Skov Nielsen (EL) kan godt forstå Bente Lilian Hansens frustration.

- Jeg er rigtig ked af, at vi ikke lykkedes med at gøre Bente glad. Hun er stadig vred over, at der skal spares, og det kan jeg godt forstå. Jeg mener også, at de besparelser er tude-tossede. Men jeg kunne ikke love hende noget, siger han til DR Fyn og lovede at skrive til statsminister Lars Løkke Rasmussen for at få ham i tale.

Bente Lilian Hansen selv er villig til at tage sin kamp meget langt.

- Jeg bliver siddende, indtil jeg dør. Jeg er villig til at dø for det her. For der er andre, som har det meget værre end mig, siger hun til DR Fyn.

Lige nu er Bente Lilian Hansen derhjemme, men Else Bjerring forventer, at hun snart er tilbage på foran rådhuset, selvom har fået lungebetændelse og er ilde tilredt efter et døgns demonstration.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.