Hammershøi-maleri bliver det hidtil dyreste danske maleri
Et værk af Vilhelm Hammershøi er blevet solgt for 21,3 millioner kroner af auktionshuset Sothesby.
Et maleri af Vilhelm Hammershøi er blevet solgt for svimlende to millioner pund, eller 21,3 millioner kroner, hvilket hidtil er det dyreste danske maleri solgt på en auktion. Kunstværket er malet i 1905 og har titlen "Interiør, Strandgade 30". En titel som flere af Hammershøis billeder bar.
Et maleri af Vilhelm Hammershøi er blevet solgt for svimlende to millioner pund, eller 21,3 millioner kroner, hvilket hidtil er det dyreste danske maleri solgt på en auktion. Kunstværket er malet i 1905 og har titlen "Interiør, Strandgade 30". En titel som flere af Hammershøis billeder bar. Foto: Foto: Sothebys/free


Et maleri af Vilhelm Hammershøi er blevet solgt for svimlende to millioner pund, eller 21,3 millioner kroner, hvilket hidtil er det dyreste danske maleri solgt på en auktion.

Det oplyser auktionshuset Sotheby's i en pressemeddelelse.

Maleriet blev solgt på en auktion i London torsdag.

Kunstværket er malet i 1905 og har titlen "Interiør, Strandgade 30". En titel som flere af Hammershøis billeder bar.

- Vi er henrykte over, at værket har sat ny rekord for salg af kunstnerens værker på auktion og samtidig har sat rekord for noget dansk værk på auktion, siger direktør for den danske afdeling af Sotheby's, Nina Wedell-Wedellsborg, i pressemeddelelsen.

Hos Statens Museum for Kunst fortæller overinspektør og seniorforsker, Kasper Monrad, at beløbet i hvert fald ligger i den høje ende for dansk kunst fra denne periode.

- Det er det dyreste Hammershøi-maleri, der er blevet solgt. I forhold til dansk kunst fra 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, så er det også suverænt det dyreste, jeg har hørt om, siger han til Ritzau.

Ifølge Kasper Monrad siger det noget om, at Vilhelm Hammershøi er en af de mest eftertragtede danske kunstnere ude i verden.

- Jeg kan uden tøven sige, at han er den danske kunstnere, død eller levende, der er bedst kendt ude i den store verden. Hvis for eksempel en kunstinteresseret amerikaner kan nævne en dansk kunstner, så vil det være Hammershøi, siger han.

Torsdagens salg af "Interiør, Strandgade 30" tager rekorden fra et andet værk af Vilhelm Hammershøi, der i 2012 ligeledes blev solgt på Sotheby's. Det oplyser auktionshuset.

Dengang var det værket "Ida læser et brev", der gik for 1,2 millioner pund, eller 15,75 millioner kroner.

Køberen af maleriet på torsdagens auktion er ifølge Sotheby's en privat amerikansk samler.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.