Den tyske fodboldklub Hamburger SV har søndag aften fyret sin træner Josef Zinnbauer, som dermed kun fik godt seks måneder i jobbet.
Efter et krisemøde i klubledelsen blev beslutningen truffet.
44-årige Josef Zinnbauer har haft det svært som HSV-træner. Han efterlader klubben på 16.-pladsen i Bundesligaen.
Den placering er, når sæson slutter, lig med to playoff-kampe mod nummer tre fra 2. Bundesliga om at spille i Tysklands bedste fodboldrække.
I sidste sæson sluttede HSV på netop 16.-pladsen, men fik reddet sig endnu en sæson i Bundesligaen via playoff-kampene. HSV er aldrig rykket ud af Bundesligaen.
HSV er uden sejr i seks ligakampe i træk. Fredag aften tabte HSV hjemme med 0-1 til Hertha Berlin.
Fodbolddirektør Peter Knäbel overtager trænersædet i resten af sæsonen, meddeler HSV.
/ritzau/