Hamas fordømmer formodet drab på dreng
Drabet på en palæstinensisk dreng, der angiveligt er begået af egyptiske grænsevagter, skaber fortsat uenighed.
Palæstinensiske Hamas støttere på gaden i det nordlige Gaza. Arkivfoto.
Palæstinensiske Hamas støttere på gaden i det nordlige Gaza. Arkivfoto. Foto: Adel Hana/AP


Den militante gruppe Hamas fordømmer, at egyptiske grænsevagter fredag angiveligt har skudt og dræbt en palæstinensisk teenager ved en grænseovergang til Gaza.

Ifølge redningstjenester i Gaza blev den dræbte teenager Zaki al-Houbi 17 år gammel og ikke 23 år, som det tidligere har floreret.

- Vi fordømmer drabet på barnet Zaki al-Houbi som følge af den egyptiske hærs geværild på grænsen. Vi anser det der skete for en farlig udvikling og en overdreven brug af magt.

- Hvad der skete er ikke hensigtsmæssigt for naboskabet mellem brødre, lyder det i en udtalelse fra den islamistiske organisation.

Den 17-årige blev dræbt i Gazas grænseby Rafah af egyptiske soldater, der skød over grænsen, siger talsmand for Gazas beredskabstjenester Ashraf al-Qudra.

Motivet står dog endnu ikke klart.

Grænsekontrollen skød den 17-årige dreng "i ryggen, og kuglen bosatte sig i hjertet. Han døde på stedet," siger Qudra til nyhedsbureauet AFP.

Teenageren er den første, "der er blevet dræbt i et stykke tid" omkring grænsen mellem Gaza og Egypten, lyder det fra Qudra.

Tirsdag annoncerede Egypten, at landet vil begynde arbejdet med at etablere et område eller zone, som skal fungere som en slags stødpude mellem grænsen til Gaza og Egypten for at forhindre militante i at krydse grænsen.

Bufferzonen skal være 500 meter bred og 10 kilometer lang og etableres i kølvandet på et selvmordsangreb den 24. oktober, der dræbte 30 egyptiske soldater.

Omkring 800 hjem bliver revet ned under opførelsen af zonen.

Efter hændelsen med selvmordsbomberen erklærede Egypten undtagelsestilstand i tre måneder i dele af det nordlige Sinai, som er et strategisk vigtigt område, der grænser op til Israel og Gaza.

Grænseovergangen ved Rafah blev lukket som følge, den er en af Gazas eneste indgange til omverdenen, som ikke er kontrolleret af Israel.

Den islamistiske gruppe Hamas har regeret Gazastriben siden det palæstinensiske valg i 2007.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.