Halvdelen af verdens vilde dyr er forsvundet
Bestanden af vilde dyr på kloden er gået ned med 52 procent. Det er hurtigere end forventet, lyder det fra WWF
Næsehorn er blandt de mange udryddelsestruede dyr. Her bliver et eksemplar løftet op af en helikopter for at blive transporteret i sikkerhed i et dyrereservat i Sydafrika.
Næsehorn er blandt de mange udryddelsestruede dyr. Her bliver et eksemplar løftet op af en helikopter for at blive transporteret i sikkerhed i et dyrereservat i Sydafrika. Foto: AP/free


Antallet af fisk, padder, pattedyr og krybdyr skrumper ind med en hastighed, som er langt hurtigere end hidtil antaget.

Det viser en ny rapport fra WWF Verdensnaturfonden tirsdag.

I løbet af blot 40 år er dyreriget på kloden samlet set blevet 52 procent mindre.

Og ifølge rapporten Living Planet Report er menneskeheden den helt store synder, for mennesket driver rovdrift på naturen.

Vi fælder træer, pumper grundvand op og sender kuldioxid ud i atmosfæren, hurtigere end naturen kan følge med. Hovedårsagerne til den markante nedgang blandt de vilde dyr er udryddelsen af dyrenes naturlige levesteder, jagt og fiskeri samt klimaforandringer.

Skaden på naturen er dog ikke uundgåelig, men en konsekvens af den måde vi vælger at leve på. Derfor er der stadig håb, hvis politikere og virksomheder gør en indsats for at vende den faretruende kurve, lyder det fra Verdensnaturfonden.

- Det er altafgørende, at vi griber denne mulighed, mens vi stadig kan, for at udvikle bæredygtighed og skabe en fremtid, hvor mennesker kan leve i harmoni med naturen, siger Marco Lambertini, WWF's generaldirektør.

Han understreger, at det ikke blot er vigtigt at handle for naturens skyld, men også hvis vi vil sikre menneskets egen overlevelse.

Den gennemsnitlige nedgang på 52 procent er langt større end tidligere anslået. Blandt andet fordi tidligere undersøgelser har været baseret på lettere tilgængelige tal fra Europa og Nordamerika. I organisationens rapport for to år siden var nedgangen blandt de vilde dyr således på blot 28 procent mellem 1970 og 2008.

Men rapportens konklusion lyder, at det største fald blandt hvirveldyrene særligt er sket i de tropiske områder i Latinamerika.

Dyrene, der lever i ferskvand, tegner sig for de mest drastiske fald i bestanden. I alt er der sket en nedgang på 76 procent i løbet af de fire årtier, mens havdyr og arter på landjorden står for en nedgang på 39 procent hver.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.