Halvdelen af USA er dækket af tidlig sne
Især delstaten New York er hårdt ramt, hvor op til to meter sne på kort tid har begravet dele af Buffalo.
Buffalo er hårdt ramt af snevejret, der er kommet usædvanligt tidligt.
Buffalo er hårdt ramt af snevejret, der er kommet usædvanligt tidligt. Foto: Harry Scull Jr./AP


Sne og frostvejr lammer lige nu store dele af USA og har kostet mindst syv mennesker livet de seneste dage.

Omkring halvdelen af det store land er mere eller mindre snedækket og alle 50 delstater har haft frostgrader, oplyser USA's nationale vejrtjeneste. Især den nordøstlige delstat New York på grænsen til Canada, er ramt.

Her er de seneste dage faldet omkring 1,5 meter sne, og omkring én meter mere er torsdag nat på vej ind over staten. Situationen er særlig slem omkring Buffalo, der er delstatens næststørste by.

Der er indført undtagelsestilstand i 10 områder af delstaten, og det er forbudt at færdes på en lang række statslige veje. Det inkluderer de veje, der ligger nær de store søer Lake Erie og Lake Ontario, som spiller en væsentlig rolle i forhold til, at snestormen er blevet så stor.

Snestormen var så kraftig, at der visse steder faldt 13 centimeter sne i timen, men samtidig ramte den meget ujævnt, således, at der få kilometer væk kun faldt et par centimeter i alt.

- Denne snestorm er praktisk talt en kniv, der skar sig direkte igennem Erie County (hvor Buffalo ligger, red.). Jeg kan ikke huske - og jeg tror ikke, at nogen kan huske - at der nogensinde er faldet så meget sne på så kort tid, siger Mark Poloncarz fra bystyret i Buffalo til CNN.

Forskellen er typisk for den såkaldte sø-effekt, som forekommer, når kold luft bevæger sig hen over de relativt varme store søer, som ligger nær den amerikanske-canadiske grænse.

Længere mod vest i USA har is på Mississippi-floden forårsaget den tidligste vinterlukning for skibstrafik på floden siden 1969.

Tirsdag morgen var den koldeste i november i USA siden 1976, og den aktuelle, massive kulde er usædvanlig så tidligt på vinteren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.