'Halløj på badehotellet'-stjerne er død
Rollen som underkuet tjener under den koleriske hoteldirektør Basil Fawlty gjorde Andrew Sachs berømt.
Andrew Sachs blev berømt som den spanske tjener Manuel i "Halløj på Badehotellet". Nu er han død.
Andrew Sachs blev berømt som den spanske tjener Manuel i "Halløj på Badehotellet". Nu er han død. Foto: Bbc/Scanpix


En af de mest elskede figurer fra den populære britiske komedieserie "Fawlty Towers" fra 1970'erne er død.

Andrew Sachs havde rollen som den spanske tjener Manuel, som i samtlige 12 afsnit om livet på et mindre hotel i det sydlige England uafladeligt må lægge ryg til ydmygelser og afstraffelser fra den koleriske og excentriske hoteldirektør, Basil Fawlty, spillet af John Cleese.

Ifølge avisen Daily Mail havde Sachs de sidste fire år lidt af en alvorlig demenssygdom, der efterlod ham bundet til en kørestol på et plejehjem. Han mistede også evnen til at tale, oplyser hans enke, Melody Sachs, til avisen.

Skuespilleren døde i sidste uge og blev begravet torsdag. Andrew Sachs blev 86 år.

I "Fawlty Towers" - herhjemme kendt som "Halløj på badehotellet" - kommer Manuel gang på gang galt af sted på grund af sproglige forviklinger.

Blandt de mange mindeværdige scener er den, hvor Manuel i en "samtale" med en udstoppet elg, der skal hænges op som jagttrofæ i hotellets lobby, fastslår: "I can speak English. I learned it from a book".

Men hans engelske var yderst begrænset. Eller som Basil Fawlty undskyldende forklarer over for en gæst i et andet afsnit efter endnu en misforståelse mellem hotelværten og Manuel: "He is from Barcelona".

Med til at øge forvirringen serien igennem er Basil Fawltys egne forkvaklede forsøg på udstede ordrer til Manuel på et spansk, der er ligeså mangelfuldt som Manuels engelske.

For øvrigt er Manuels nationalitet ifølge The Guardian ændret til italiener, når spansk tv viser Fawlty Towers. Og i Barcelona og regionen Catalonien er Manuel fra Mexico.

Andrew Sachs blev født i Berlin i 1930. Af frygt for naziregimet flygtede hans forældre - faren var jøde - sammen med deres otteårige søn i 1938 til Storbritannien.

Allerede mens Andrew Sachs var i gang med en shippinguddannelse, debuterede han i slutningen af 1950'erne i et teaterstykke.

De efterfølgende årtier havde han adskillige roller i både tv- og radioserier, men det var figuren Manuel, der gjorde ham berømt langt ud over de britiske øer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.