"Hallo, det er jo ikke en tændstikfabrik, vi arbejder på!"
Har politikerne ikke forstået, at man ikke kan uddanne børn efter fabriksmetoden? spørger lærer, der har sagt op i protest.
Martin omgivet af sine elever, som han sagde farvel til i sidste uge.
Martin omgivet af sine elever, som han sagde farvel til i sidste uge. Privatfoto


- At være lærer er ligesom at være landstræner: Alle andre ved åbenbart bedre end os, hvordan vi skal udføre vores job.

Sådan lyder det fra Martin Ammentorp, der efter knap 40 år som lærer i folkeskolen netop har haft en tårevædet sidste arbejdsdag på den skole, han elsker, men alligevel har valgt at forlade i protest.

Tidligere på ugen gav han i et læserbrev i Politiken udtryk for sine frustrationer ved de ændringer, politikerne har tvunget ned over hans arbejde - både i form af de nye regler for lærernes arbejdstid og reformen af folkeskolen.

Gnaver af hinanden

To enorme ændringer, der er blevet indført samtidig og på meget kort tid, hvilket er en stor del af problemet, mener Martin Ammentorp.

- For det første er det gået for hurtigt. For det andet har man slet ikke lyttet til lærerne i processen, selvom det er os, der kender folkeskolen bedst. Og for det tredje er der ikke fulgt ressourcer med, uddyber den 63-årige lærer til Avisen.dk.

"Hvis jeg kommer ind til en time, hvor to drenge har været oppe og slås, kan jeg jo ikke bare gå i gang med at undervise"
- Martin Ammentorp, lærer

Han valgte at sige op og gå på pension før tid, fordi han ikke kunne holde det ud mere.

- Vi er pressede af helvede til med den nye arbejdstidslov, og ved ikke, hvor vi skal hænge vores frustrationer henne. Ændringerne er blevet presset ned over os udefra. Det er ikke chefens skyld. Han har ikke noget at rutte med. Så kollegerne ender med at gå og gnave af hinanden, siger han.

Hvad vil du helst have: Dårlig samvittighed eller stress

Med de nye regler har lærerne mindre tid til forberedelse, og samtidig skal forberedelsen foregå på skolen, hvor lærerne før brugte aftener og weekender til for eksempel at rette opgaver hjemmefra.

- Det betød blandt andet, at jeg simpelthen var nødt til at give eleverne færre opgaver for. Ellers kunne jeg ikke nå at rette dem, siger Martin Ammentorp, der blandt andet var klasselærer for en femteklasse på den skole i Vordingborg, hvor han havde arbejdet i næsten 38 år.

Han var i det hele taget nødt til at nøjes med en mere discountpræget undervisning, fortæller han.

- Nogle af mine kolleger arbejder over gratis, fordi de simpelthen ikke har samvittighed til at give børnene undervisning, der er så dårligt forberedt. Men det kører man sig selv ned på, siger han og tilføjer, at fire-fem kolleger har været langtidssygemeldt med stress det seneste år.

"Det er jo ikke en tændstikfabrik"

Men det største problem var, at de mange ændringer af folkeskolen kom oven i hinanden, følte han.

Inklusion af børn fra specialklasser, mindre forberedelsestid, mere kontrol og mere specifikke resultatmåling af, hvad eleverne skal lære hvornår, pressede lærerne og gjorde, at der ikke længere var tid til at tage sig af den enkelte elev.

Og hvis der opstod noget uforudset, skred det hele nemt, fortæller Martin Ammentorp.

- Hvis jeg kommer ind til en time, hvor to drenge har været oppe og slås, kan jeg jo ikke bare gå i gang med at undervise. Hvis ikke børnenes behov for tryghed er opfyldt, kan de jo ikke lære noget. Før alle de rigide tests og teknokratiske styringer blev indført, var der mere luft til at tage sig af den slags konflikter, siger han.

"Hvis der ikke følger ressourcer og støtte med, bliver resultatet, at de andre børn vil sky de inkluderede børn som pesten. Og så føler de sig ikke inkluderede"
- Martin Ammentorp, lærer

- Det virker som om, at dem, der har lavet ændringerne ikke har forstået, at det handler om børn. Det er jo ikke en tændstikfabrik, vi arbejder på.

"Bang! Nu er du inkluderet!"

Det er ærgerligt, for reformen indeholder faktisk også positive ting, mener han - for eksempel målsætningen om, at børn skal bevæge sig mere.

- Og inklusion af børn med særlige udfordringer eller handicap er jo en rigtig god idé. Det skaber forståelse mellem mennesker. Hvis den kommende direktør går i klasse med den handicappede som børn, kan det være, at han hyrer ham til et job, når de bliver voksne, siger Martin Ammentorp, der blev uddannet lærer i 1976.

- Men inklusion handler jo ikke kun om fysisk inklusion. Det er jo nemt nok bare at sige, bang, nu propper vi børn fra specialklasser ind i det samme klasseværelse som de andre. Men hvis der ikke følger ressourcer og støtte med, bliver resultatet, at de andre børn vil sky de inkluderede børn som pesten. Og så føler de sig ikke inkluderede, tværtimod, forklarer han.

"Alle tæsker løs på os"

I det hele taget ville Martin Ammentorp ønske, at politikerne havde taget lærerne mere med på råd, da de udviklede reformerne.

- Jeg har arbejdet som lærer i folkeskolen i næsten 40 år, men min erfaring tæller åbenbart overhovedet ikke. Alle tæsker løs på lærerne og siger, at vi er dårlige, siger den nu forhenværende lærer.

Selvom han kan blive bekymret for, hvordan alle ændringerne i folkeskolen påvirker børnene, er han mere bekymret for sine kolleger på skolerne rundt om i Danmark.

- Med den lidt overdrevne samvittighed, lærere har, skal de nok give børnene den nærhed, opmærksomhed og kærlighed, som de har brug for. Også selvom det betyder, at de presser sig selv mere, fordi der ikke er tid og overskud til det - og samtidig føler skyld, når tingene så ikke går 100 procent, som de ønsker. Men hvor længe kan man holde til det, før man går ned? Jeg frygter, at konsekvensen bliver, at lærerne simpelthen brænder ud.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.