Den 160 mand store fyringsrunde i Haldor Topsøe rammer også en mangeårig tillidsmand. Nu skal mæglingsmøder afklare, om fyringen er brud på overenskomsten. Det skriver Fagbladet 3F.
Tillidsmanden har 28 års anciennitet hos Haldor Topsøe og har været tillidsvalgt siden 2010. Haldor Topsøes HR-direktør, Pia Møller Appel siger, at hun er "helt opmærksom" på, at tillidsfolk nyder en særlig beskyttelse.
- Tillidsmanden er ansat i et område, hvor markedssituationen gør, at vi må skære ned. Det har derfor været nødvendigt at pege på vedkommende, siger hun.
At virksomheden vælger, at tage en tillidsmand med 28 års anciennitet med i runden møder hård kritik fra den lokale 3F-afdeling.
- Jeg kan ikke på nogen måde se tvingende omstændigheder. Men nu må vi høre ledelsens forklaring. Jeg er meget spændt på, hvad den kommer med af argumenter i forhold til opsigelsen, siger Jarnil Larsen, faglig sekretær fra 3F Frederiksværk-Frederikssund.
Ifølge Fagbladets oplysninger er der højst 30 timelønnede af de i alt 160 medarbejdere, som har sidste arbejdsdag i dag. Pia Møller Appel vil dog ikke bekræfte præcist, hvor mange timelønnede, der er blevet fyret.
Jarnil Larsen fra 3F er godt tilfreds med de vilkår, som de fyrede får med sig. Det drejer sig blandt andet om 30.000 kroner pr. medarbejder til efteruddannelse, tre måneders opsigelse uanset anciennitet og fristilling af alle.