Hærens Ammunitionsryddere undersøger 500 kasser ulovligt fyrværkeri i Jels
En mand er anholdt i en sag om et stort fyrværkerilager, hvor politiet finder krysantemumbomber og kanonslag.
Politiet fandt fredag en lagerhal med anslået 500 kasser med krysantemumbomber og store kanonslag. Hallen ligger nordvest for Jels. (Carsten Ingemann/POLFOTO/arkiv)
Politiet fandt fredag en lagerhal med anslået 500 kasser med krysantemumbomber og store kanonslag. Hallen ligger nordvest for Jels. (Carsten Ingemann/POLFOTO/arkiv) Foto: CARSTEN INGEMANN/POLFOTO


Syd- og Sønderjyllands Politi har fredag afsløret et stort lager med ulovligt fyrværkeri ved Jels. Lageret indeholder blandt andet krysantemumbomber og store kanonslag.

Det oplyser vagtchef Erik Lindholdt, Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Anslået har vi fundet omkring 500 store kasser med krysantemumbomber og store kanonslag, siger Erik Lindholdt.

Lageret ligger på Bommerlundvej nordvest for Jels, og den nordlige del af vejen er fredag aften afspærret, mens Hærens Ammunitionsryddere undersøger fyrværkeriet.

En mand er anholdt og sigtet i sagen, oplyser vagtchefen. Det er endnu ikke oplyst, hvad manden er sigtet for, og om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

Fundet blev gjort i en 600 kvadratmeter stor lagerhal på en ubeboet landejendom.

Den mand, som politiet har anholdt, blev ikke anholdt på landejendommen. Der er hverken oplysninger om, hvor anholdelsen fandt sted, eller om mandens tilknytning til ejendommen med fyrværkerilageret.

Der er ikke oplysninger om, hvordan politiet kom på sporet af lageret.

Politiet indledte sin aktion på adressen fredag ved 17-tiden, og fredag aften er bomberydderne fortsat i gang. Først på aftenen skrev Beredskabsstyrelsen på Twitter, at styrelsens beredskab i Sydjylland assisterer med belysning.

Beredskabsstyrelsen har 14 mand og fem udrykningskøretøjer på Bommerlundvej.

Politiet oplyser kort før klokken 21, at bomberydderne fredag aften vil foretage kontrollerede sprængninger ved lagerhallen, hvor det ulovlige fyrværkeri er fundet. En del af det fundne materiale vil blive sprængt væk, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.