Hackergruppen Anonymous erklærer i en video krig mod terrorgruppen Islamisk Stat (IS) efter terrorangrebene i Paris.
Det fortæller flere internationale medier.
Anonymous truer terrororganisationen via en video på Yotube og advarer om, at gruppen vil bruge sin viden til at få ’menneskeheden til at stå sammen’.
- I skal vide, at vi finder jer, og at vi ikke lader jer slippe. Vi igangsætter den største operation imod jer. Forvent massive hackerangreb. Dette er en krigserklæring. Forbered jer, lyder det i videoen.
Krigen er i fuld gang
Hackergruppen gør på sin twitterkonto opmærksom på, at selvom der erklæres krig nu, så har kampen mod IS allerede fundet sted i en del tid.
Anonymous har da også tidligere langet ud efter IS. Det skete blandt andet efter Charlie Hebdo-angrebene i januar.
Det resulterede i, at gruppen eftersigende nedlagde flere IS-konti på Youtube, Instagram, Facebook- og Twitter.
Nu er hackergruppen i gang med at offentliggøre lister over konti fra sociale medier, der udsender propaganda for IS.
Hackergruppen udstiller IS-sympatisører
Kort tid før terrorangrebet i Paris lukkede Facebook en Facebook-gruppe, hvor Anonymous udstillede IS-sympatisører. Det skrev flere medier fredag.
Men mindre end et døgn efter terrorangrebet blev Anonymous Facebook-gruppe pludselig åbnet igen.
Anonymous består af anonyme aktivister og hackere, der hævder, de beskytter demokratiet.