Knap nok er Esben Lunde Larsen (V) blevet udpeget som ny miljø- og fødevareminister, før han bliver konfronteret med kritikken af sin forgænger.
Få minutter efter, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fredag ved et-tiden afslørede Lunde Larsen som Eva Kjer Hansens (V) afløser, sendte Enhedslisten nemlig en pressemeddelelse ud om, at partiets landbrugsordfører, Maria Reumert Gjerding, nu kalder den nye mand på posten i samråd.
Eva Kjær hansen måtte gå, fordi hun nægtede at få de rigtige tal bag landbrugspakken frem, men det frikender ikke den nye minister, mener Maria Reumert Gjerding, som i pressemeddelelsen opfordrer Esben Lunde Larsen til at lægge de rigtige tal frem som noget af det allerførste.
- Vi er absolut ikke færdige med den her sag. Vi ved stadig ikke, hvor meget ekstra forurening landbrugspakken kommer til at betyde for vores natur og vores drikkevand. Samtidig er det meget muligt, at pakken er decideret ulovlig i forhold til EU-retten. Det skal vi selvfølgelig til bunds i.