Hård dom: Post Danmark er blandt de dårligste i Europa
Ifølge en EU-opgørelse over kundetilfredshed havner Danmark i bunden, når det kommer til at sende post.
Ifølge en EU-undersøgelse ligger Danmark helt i bunden, når det kommer til forbrugernes tilfredshed med postvæsenet.
Ifølge en EU-undersøgelse ligger Danmark helt i bunden, når det kommer til forbrugernes tilfredshed med postvæsenet. Foto: Colourbox.com/Free


De danske forbrugere er nogle af de mest utilfredse af slagsen i Europa, når det kommer til at sende og modtage pakker og breve.

Det viser en undersøgelse foretaget af EU-Kommissionen, der inddeler medlemslandene efter, hvordan forbrugerne oplever forskellige dele af det indre marked.

Ud af i alt 100 mulige point scorer Danmark 74,1, når det kommer til posttjenesten. Det er 5,4 point under det europæiske gennemsnit og dermed den tredjelaveste score.

Kun Italien med 72,3 point og Island, der også er en del af det indre marked, får med 71,6 point færre point end Danmark.

Den lave score kommer ikke som en overraskelse for Martin Salamon, der er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.

- Servicen er blevet forringet. De få breve, der bliver sendt, er blevet væsentligt dyrere og ankommer senere, siger han.

Undersøgelsen er blevet foretaget hvert andet år siden 2008 og måler de forskellige markeder på en række områder.

Danmark ligger i bunden når det gælder pakker og breve, fordi digitaliseringen af det offentlige er længere fremme her i forhold til andre EU-lande, mener Martin Salamon.

Derfor er postvæsenet i Danmark blevet ramt af sparekniven før, det er sket i andre lande.

- Post Danmark har måttet lægge om, fordi man i Danmark har valgt at digitalisere så kraftigt og så hurtigt, og hurtigere end alle andre lande, siger han.

Tidligere på sommeren vedtog Folketinget en række forringelser af det danske postvæsen for at sætte en prop i for de mange millioner, som postvæsenet hvert år tabte i omsætning.

Det betød blandt andet et farvel til A-posten og dermed op til fem dages ventetid på at modtage et brev.

Derudover blev det besluttet, at Post Danmark kun skal bringe post ud fem dage om ugen mod tidligere seks.

- Så det er ikke underligt, at det giver udslag. Man kan ikke hæve priserne og forringe servicen, uden at det kan ses, siger Martin Salamon.

Danmark følger fint med gennemsnittet på andre områder af det indre marked og ligger helt i top, når det kommer til vand- og energiforsyning samt kulturelle tilbud og hoteller og ferieboliger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.