Hård afghansk narko for 200 milliarder når Europa hvert år
Der bliver smuglet så meget heroin og opium ud af Afghanistan, at værdien af stofferne overgår landets BNP.
Råopium udvindes af valmuer. Herefter kan det blandt andet laves om til heroin, som ofte smugles ud af Afghanistan og sælges på det sorte marked i Iran og Europa. Arkiv.
Råopium udvindes af valmuer. Herefter kan det blandt andet laves om til heroin, som ofte smugles ud af Afghanistan og sælges på det sorte marked i Iran og Europa. Arkiv. Foto: Rahmat Gul/AP


Heroin og opium med en samlet værdi på omkring 28 milliarder dollar - knap 200 milliarder kroner - bliver årligt transporteret fra Afghanistan via Balkan til Vesteuropa.

Det konstaterer FN's Kontor for Narkotika og Kriminalitet (UNODC) i en rapport torsdag i Østrigs hovedstad, Wien.

Den svimlende sum svarer til en tredjedel mere end Afghanistans samlede bruttonationalprodukt, der sidste år lå på 21 milliarder dollar.

Ruten via Balkan er kendt som en af verdens motorveje for narkosmugling. Den begynder i Iran, fortsætter gennem Tyrkiet og går via Balkan-landene og Italien til Vesteuropa.

Ud af de 28 milliarder dollar bliver 18 milliarder dollar genereret i Vest- og Centraleuropa. De fire største markeder for heroin i Europa - Frankrig, Storbritannien, Tyskland og Italien - står for næsten halvdelen af det samlede beløb.

Ifølge FN-rapporten tjenes de fleste penge på heroinsalget i den ende af distributionskæden, der er tættest på forbrugeren.

Også Iran, der er nabo til Afghanistan, har et stort heroinforbrug og står egenhændigt for over 25 procent af den samlede omsætning langs Balkan-ruten.

- Mens der er rettet meget opmærksomhed mod produktionen af ulovlige opiater i Afghanistan, viser dette, at i økonomiske termer er Afghanistan blot en del af et meget større problem, skriver UNOCD i rapporten.

FN-agenturet opfordrer lande langs ruten til at rette fokus mod øget patruljering ved grænseområder og til at udveksle flere informationer om narkorelaterede beslaglæggelser og anholdelser, så politiet eksempelvis hurtigt kan opdage eventuelle nye smuglerruter.

Afghanistan er verdens førende producent af heroin.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.