Hånlige svenskere siger undskyld til Danmark
John Guidetti og Oscar Lewicki undskylder for udtalelser efter Sveriges U21-sejr over Danmark.
John Guidetti åbnede målscoringen lørdag aften, da Sverige sendte Danmark ud af U21-EM.
John Guidetti åbnede målscoringen lørdag aften, da Sverige sendte Danmark ud af U21-EM. Foto: Petr David Josek/AP


Efter Sverige lørdag aften tævede Danmark 4-1 i semifinalen ved U21-EM, var flere svenske spillere hurtigt ude med skarp kritik af danskerne, som blandt andet blev kaldt "det dårligste hold, vi har mødt i turneringen" af angriberen John Guidetti.

Dagen derpå undskylder John Guidetti sin udtalelse, lige som midtbanespilleren Oscar Lewicki også fortryder, at han i et tv-interview sagde, at danskerne ikke var et vellidt folk.

- Det blev nok lidt for meget, og jeg vil gerne sige undskyld, siger John Guidetti til det svenske nyhedsbureau TT.

- Der var lidt mange følelser. Men når de sagde, at de ville møde os, og at vi var en ønskemodstander, så var det ekstra skønt at vinde kampen. Vi er nabolande, og det er altid skønt at vinde over sine naboer, siger Guidetti.

Også Oscar Lewicki fortryder.

- Det er en udtalelse, som jeg fortryder her bagefter. Jeg sagde tydeligt, at danskerne ikke var vellidte, og det vil jeg gerne sige undskyld for.

- Det er svært at håndtere alle de følelser, når man er fuld af adrenalin, og man får sagt nogle ting, som man måske ikke ville have sagt i sin normale tilstand, siger Lewicki.

Landstræner Håkan Ericson opfordrer til respekt, men han forstår samtidig, at følelserne kan løbe af med spillerne.

- Du bør vise respekt på alle tidspunkter. Men jeg har forståelse for, at det kan glide dig af hænde, når du er oppe at køre, siger landstræneren.

Tirsdag spiller Sverige EM-finale mod Portugal.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.