Når det nybyggede Arena Aabenraa lørdag slår dørene op for en VIP-reception i anledningen af åbningen af arenaen, bliver det uden de mennesker, der har brugt håndkraft på at forvandle den gamle idræts- og svømmehal til en multiarena.
Håndværkerne er nemlig ikke på gæstelisten, som ellers tæller 200 inviterede, heriblandt bankdirektører, en mejerist og en slagter. Det skriver Jydske Vestkysten.
Efter hovedentrepenøren Nisgaard+Christoffersen A/S gik konkurs i begyndelsen af april, har håndværkerne ellers sat store beløb til under byggeriet.
- Det er da ærgerligt, at man ikke vælger at tage dem med, som egentlig også har sat lidt til på arbejdet. Det er håndværkerne, der har sat mest til i det her spil, siger malermester Andreas Nielsen fra firmaet Niels A. Nielsen, som tabte 200.000 kroner, da hovedentreprenøren gik konkurs.
Han understreger samtidigt, at han ikke er bitter over den manglende invitation. Han undrer sig bare.
Det gør en anden lokal håndværker også. Kim Byg fra Garant Rosenvold, der har haft gulventreprisen, mistede tæt på en halv million kroner på tabet, da hovedentreprenøren gik ud.
- Det er et eller andet sted lidt underligt, er det ikke, spørger Kim Byg og understreger, at det ikke var dem, der lavede en fejl, men det firma som kommunen selv valgte til hovedentreprisen.
I 2016 blev håndværkerne inviteret til rejsegilde for Arena Aabenraa, hvor de blev budt på grillpølser, øl og sodavand. Derfor mener borgmester i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen (V), heller ikke, at der er noget at hente i kritikken af deres manglende invitation til åbningsfesten.