Håndboldtræner stopper i FCM efter intern uenighed
Helle Thomsen stopper som cheftræner for FC Midtjylland efter fire sæsoner i klubben.
Helle Thomsen stopper som cheftræner for FC Midtjyllands håndboldkvinder med øjeblikkelig virkning. (Arkivfoto).
Helle Thomsen stopper som cheftræner for FC Midtjyllands håndboldkvinder med øjeblikkelig virkning. (Arkivfoto). Foto: Graversen Anita/Polfoto


Helle Thomsen stopper som cheftræner i FCM Håndbold med øjeblikkelig virkning, meddeler klubben i en pressemeddelelse.

Helle Thomsen har været cheftræner for midtjydernes håndboldhold i kvindernes bedste række gennem fire sæsoner.

Ifølge pressemeddelelsen fra klubben skyldes cheftrænerens stop, at der internt i klubben er uenighed om strategi og ledelse.

- Efter en række gode år med fine sportslige resultater først som assistenttræner og siden som cheftræner har de seneste måneder budt på divergerende opfattelser af FCM Håndbolds fremtidige strategi og ledelse.

- Derfor har klubbens ledelse og Helle Thomsen valgt at skilles, siger sportsdirektør i FCM Håndbold, Stefan Kristensen, i pressemeddelelsen.

- Begge parter er enige om, at seks gode år, der har afledt ti titler - heraf tre danske mesterskaber og deltagelse i Final 4 i 2014, ikke skal afsluttes af et år, hvor uenighed om strategi og ledelse overskygger de sportslige resultater.

For Helle Thomsen kom fyringen som en overraskelse.

- Det kom ud af det blå. Det er en ledelsesmæssig beslutning, og vi er ikke enige om klubbens værdier og kultur. Jeg er selvfølgelig meget ked af det og har da også grædt en tåre.

- Det er deres valg. Jeg er helt vildt ærgerlig over det, for jeg ville selvfølgelig helt vildt gerne have kæmpet om DM-guld, pokal og Champions League, siger Helle Thomsen blandt andet til Ekstra Bladet.

FC Midtjylland har midlertidigt indsat assistenttræner Kristian Kristensen som cheftræner med øje på Super Cup-finalen, der spilles 6. september.

Klubben meddeler, at arbejdet med at finde en permanent erstatning for Helle Thomsen er påbegyndt.

I klubben er man bevidst om, at trænerstoppet kommer meget tæt på den nye sæson, der står for døren.

- Det er selvfølgelig i 11. time i forhold til den kommende sæson, der starter med Super Cup-finale i Vejle 6. september, men vi skal tænke både kort- og langsigtet, og vi får nu mulighed for at bygge langsigtet op igen, siger Stefan Kristensen.

FC Midtjyllands håndboldkvinder vandt i 2015 DM-guld, mens man måtte nøjes med sølvmedaljer i foråret, da Team Esbjerg vandt guld i nogle tætte finaleopgør. Her fandt man først en guldvinder efter en afgørelse i returfinalen i en straffekastkonkurrence.

- Vi er Helle en stor tak skyldig for det arbejde, hun har leveret, og de resultater hun har skabt i FCM Håndbold, men alting har en ende, siger Stefan Kristensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.