Håndboldligaens bundprop får endnu en øretæve
Fyringen af Jesper Holm havde ingen mærkbar effekt i Randers HH, der tabte klart til Ribe-Esbjerg.
Lukas Karlsson og Ribe-Esbjerg vandt klart i Randers. (arkivfoto)
Lukas Karlsson og Ribe-Esbjerg vandt klart i Randers. (arkivfoto) Foto: Ole Nielsen/Scanpix


Håndboldherrerne i Randers HH har haft det svært efter oprykningen til den bedste række inden denne sæson.

Holdet befinder sig på sidstepladsen i 888 Ligaen, og mandag aften blev det til en ny dukkert og et klart hjemmenederlag til Ribe-Esbjerg.

Vestjyderne vandt kampen med de klare cifre 30-22 og tildelte dermed Randers det ottende nederlag i ni ligakampe.

Kampen var Martin Hjortshøjs første som cheftræner i oprykkerklubben, der for to uger siden fyrede Jesper Holm.

Hjortshøj, der hidtil har fungeret som Holms assistent, er indsat som midlertidig chef, indtil ledelsen har fundet en langsigtet løsning.

Randers startede ellers fornuftigt, men ved 7-5-føring gik holdet i stå. Gæsterne scorede seks mål på stribe, bragte sig foran 11-7 og kunne lidt senere gå til pause med en 12-10-føring.

Hjemmeholdet fik kortvarigt kontakt igen ved stillingen 13-13 og holdt fast indtil det stod 15-15.

Herefter holdt Randers igen en lang scoringspause og lod gæsterne oparbejde endnu et komfortabelt forspring med syv mål i træk.

Selv om der fortsat manglede 16 minutter, da Ribe-Esbjerg bragte sig foran 22-15, kom Randers aldrig ind i kampen igen.

Jacob Holm scorede hele 11 gange for vinderne, mens Kristian Ulriksen blev topscorer for Randers med fem mål.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.