Håndboldlandsholdet: Vi står bedre sammen
To års tæt samarbejde har efterhånden rystet kvindelandsholdet sammen til en enhed.
Det tætte samarbejde mellem spillerne har fået landsholdet til at blive en enhed.
Det tætte samarbejde mellem spillerne har fået landsholdet til at blive en enhed. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


Spørger man spillerne, får det danske håndboldpublikum noget at glæde sig til, når EM i kvindehåndbold begynder i Ungarn og Kroatien søndag aften.

For selv om det sjældent skorter på ballade i kulissen omkring det danske landshold, er spillerne efter to års hårdt arbejde blevet rystet sammen til en så stærk enhed, at de nu tør stile direkte efter en EM-medalje.

- Spillemæssigt er vi blevet mere sikre på hinanden. For to år siden spillede vi på energi og vildskab. Nu ved vi, hvilke knapper vi skal trykke på, hvis vi bliver presset. Jeg føler virkelig, vi er blevet et hold nu, siger Ann Grete Nørgaard.

Siden "den nye start" på kvindelandsholdet efter OL-skuffelsen i 2012 er det i store træk de samme spillere, der er blevet benyttet i træningssamlingerne og i slutrunderne.

Det startede med en femteplads ved EM for to år siden og fortsatte med bronzemedaljen ved VM i Serbien sidste år.

- Man kan godt mærke, at vi er den samme gruppe, der har været af sted i flere år. Når et hold gør det godt ved et mesterskab eller i en stor turnering, så har spillerne noget sammen, som de tager med videre, siger anfører Line Jørgensen.

- Det har jeg også oplevet på U-landsholdene og på mit klubhold. Sådan nogle fælles oplevelser giver et specielt sammenhold, forklarer hun.

I sommer var holdet på overlevelsestur, hvor spillerne blandt andet skulle hoppe i vandet fra en færge og overnatte i det fri.

- Den slags kan man mene om, hvad man vil, siger Ann Grete Nørgaard.

- Men det gav os virkelig noget. Der blev prøvet nogle grænser af, og vi fik nogle fælles oplevelser, som ikke har noget med håndbold at gøre. Det gør, at man ser hinanden med andre øjne, siger hun.

Danmark indleder EM med en kamp mod Ukraine søndag aften.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.