Håndboldklub henter hårdtskydende mester
Den norske europamester Veronica Kristiansen skifter til FCM Håndbold på en kontrakt gældende for tre år.
Veronica Egebakken Kristiansen, norsk europamester, skifter til FCM Håndbold.
Veronica Egebakken Kristiansen, norsk europamester, skifter til FCM Håndbold. Foto: Zsolt Czegledi/AP


Kvindeholdet i FCM Håndbold har sikret sig en markant forstærkning til den kommende sæson.

Klubben meddeler mandag eftermiddag, at den har skrevet en treårig kontrakt med den norske bagspiller Veronica Kristiansen, der i december ved med til vinde EM-guld med Norge ved slutrunden i Ungarn og Kroatien.

- At vi kan tilknytte så stor en profil som Veronica Kristiansen er rigtig dejligt. Det har været i hård konkurrence med både udenlandske og danske klubber, så det er dejligt, at hun har valgt FCM, siger klubbens sportschef, Hans Peter Riis, i en pressemeddelelse.

- Vi har en strategi om, at vi gerne vil have skandinaviske spillere i klubben, og det er helt i tråd med den, at vi henter Veronica Kristiansen. Samtidig viser vi, at FCM stadig vil være med i toppen af dansk håndbold og spille med europæisk, siger sportschefen.

Den hårdtskydende venstreback kommer fra klubben Glassverket i hjemlandet, men glæder sig nu til en ny udfordring.

- Jeg ved, at FCM er en professionel klub, som over en længere periode har spillet på højeste niveau. Jeg glæder mig til at blive en del af holdet og møde både spillere og trænere.

- FCM spiller en type håndbold, som jeg kan se mig selv i. Jeg har kun hørt positive ting om holdet, og jeg glæder mig til at blive en del af det, siger Veronica Kristiansen.

Med indkøbet af den norske landsholdsspiller har FCM truppen til næste sæson på plads.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.