Håndbold: Bundhold stopper samarbejde med træner
Kenneth Sahlholdt stopper som træner for Nykøbing F. Håndbold efter denne sæson.


Kenneth Sahlholdt er i gang med sin femte sæson som cheftræner for Nykøbing F. Håndbolds kvinder, der ligger i bunden af Boxer Dameligaen.

Efter denne sæson er det imidlertid slut, for klubben har valgt ikke at forlænge kontrakten med træneren.

- "Salle" har været en solid og stærk faktor i NFH's udvikling, både på og udenfor banen fra 1. division til oprykning til Boxer Dameligaen.

- En indsats som vi har været meget tilfredse med, og vi har valgt at gå efter en anden cheftræner for NFH fra næste sæson, da vi er af den overbevisning, at der skal tilføres nyt blod i NFH-systemet, siger direktør Søren Jakobsen i en pressemeddelelse

Kenneth Sahlholdt ærgrer sig over, at han har fået besked på at stoppe i Nykøbing F. Håndbold.

- Det er med vemod, at jeg ikke skal være cheftræner i NFH i næste sæson, men omvendt er jeg også stolt over de ting, vi sammen har udviklet i NFH i mine fem sæsoner.

- Det er ikke mange trænere, der får lov til at stå i spidsen for et hold i fem år, og som cheftræner har man altid en udløbsdato ligegyldig hvad, siger han.

Nykøbing F. Håndbold kæmper mod Skive fH om at undgå sidstepladsen, der udløser direkte nedrykning.

Begge hold har seks point for 16 kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.