FN's internationale domstol i Haag har afvist Marshalløernes sag mod Storbritannien, Indien og Pakistan.
Sagen handler om brud på ikkespredningsaftalen om atomvåben.
Marshalløerne mener, at de tre lande har ignoreret deres internationale forpligtelser i aftalen ved ikke at stoppe deres oprustning.
Men domstolen i Haag lægger til grund, at der ikke er nogen specifikke retlige tvister mellem Marshalløerne og de tre lande, og at domstolen derfor ikke har bemyndigelse til at høre anklagerne.
Øgruppen har heller ikke forsøgt at forhandle sig frem til en løsning, lyder det i begrundelsen for at afvise sagen.
Marshalløernes advokat Phon van der Biesen, betegner afgørelsen som meget skuffende.
- Det er en konflikt, som står klart for hele verden, undtagen for dommerne her, siger han.
Oprindeligt havde Marshalløerne sagsøgt ni lande for ikke at have levet op til deres forpligtelser i ikkespredningsaftalen fra 1970.
Men domstolen afviste at behandle sagerne mod seks af landene - Kina, Frankrig, USA, Rusland, Israel og Nordkorea - fordi disse lande ikke har godkendt domstolens ret til at dømme i den type sager.
Ønationen i Stillehavet var testområde for amerikanske atomvåben mellem 1946 og 1958. I alt foretog USA dengang 67 ødelæggende atomprøvesprængninger ved øerne.
/ritzau/AFP